Første hold ofre for canadisk storbrand kan flytte hjem
Indbyggerne i byen For McMurray blev evakueret for knap en måned siden, da en naturbrand hærgede området.
En voldsom naturbrand hærgede i begyndelsen af maj i Fort McMurray, Alberta, Canada. Flammerne har opslugt hele nabolag og et areal på 580.000 hektar
En voldsom naturbrand hærgede i begyndelsen af maj i Fort McMurray, Alberta, Canada. Flammerne har opslugt hele nabolag og et areal på 580.000 hektar Foto: Jason Franson/AP


Efter knap en måned i midlertidige lejre kan de første indbyggere i den canadiske by Fort McMurray så småt begynde at vende hjem.

De knap 100.000 mennesker blev evakueret fra byen og omkringliggende områder, da en voldsom naturbrand hærgede i begyndelsen af maj og siden har opslugt hele nabolag og et areal på 580.000 hektar, der svarer til 5800 kvadratkilometer.

Delstaten Albertas premierminister, Rachel Notley, siger, at de første beboere kan flytte tilbage i deres hjem i løbet af onsdag. Indbyggere fra de tre hårdest ramte kvarterer i byen må dog vente lidt længere.

- De bliver nødt til at finde ud af, hvor de kan bo i hvert fald på kort sigt, indtil oprydningen er færdig i disse nabolag, siger Notley på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det gælder omtrent 9000 personer med adresser i Abasand, Beacon Hill og Waterways.

Rachel Notley roser samtidig Fort McMurrays evakuerede borgere for deres måde at håndtere situationen på.

- Indbyggerne i Fort McMurray imponerer mig hver eneste dag med deres robusthed og stædighed, skriver Notley på Facebook ifølge BBC.

- Jeg ved, at de selv i lyset af denne udfordrende og frustrerende situation vil stå stærke, modstandsdygtige og sammen, skriver hun videre.

Myndighederne vil dagligt vurdere forholdene i området, og hvis de forværres, kan planerne om at få de evakuerede hjem blive ændret.

- Jeg beder alle jer, der vælger at vende hjem i denne uge, om ikke at tage tilbage uden en plan. Tag mad, vand og andre nødvendigheder til to uger med jer, siger Notley.

Mennesker, som lider af problemer med åndedrættet, bør holde sig væk fra byen indtil videre på grund af den dårlige luftkvalitet efter branden.

Yderligere er der blevet udstedt en opfordring til, at indbyggerne koger deres vand.

Den voldsomme naturbrand har ødelagt flere end 2400 hjem og bygninger og tvunget en række oliearbejdspladser, hvor der udvindes tjæresand, til at indstille produktionen og sende de ansatte væk fra området.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.