Første dansker i rummet: Sådan blev Andreas astronaut
Tre danske rumaspiranter var allerede valgt, men de blev overhalet indenom af rumingeniøren Andreas Mogensen.
Andreas Mogensen har kæmpet i årevis for at blive den første dansker i rummet.
Andreas Mogensen har kæmpet i årevis for at blive den første dansker i rummet. Foto: Scanpix


Man bliver ikke astronaut på en weekend.

38-årige Andreas Mogensen, som onsdag bliver den første dansker i rummet, har kløet på med uddannelse og arbejde i årevis for at realisere sin drengedrøm.

* 20. maj 2009 blev Andreas Mogensen valgt til Den Europæiske Rumfartsorganisations (ESA) astronautkorps og blev dermed stillet en rumrejse i udsigt - efter et langt oplæringsforløb.

* Optagelsen var resultat af en lang proces, som begyndte med danskerens ansøgning til ESA i 2008.

* Flere end 8400 europæere søgte, og seks blev valgt. Andreas Mogensen blev udpeget efter en trinvis udvælgelsesproces med bunker af test og helbredsundersøgelser.

* Den danske regering indledte fem år tidligere en kampagne for at sikre kvalificerede danske ansøgere til det europæiske astronautkorps.

* Daværende videnskabsminister Helge Sander (V) præsenterede i 2005 tre danske astronautaspiranter blandt flere hundrede ansøgere.

* De indgik siden i ESA's udvælgelsesproces, efter at flertallet af ansøgere var sorteret fra - ingen af dem nåede dog så langt som Mogensen.

* Efter optagelsen har den 38-årige rumingeniør gennemgået oplæring og træning i blandt rumvandring, nødlanding af et rumskib og rigtig meget andet.

* Han har også taget en uddannelse som pilot.

* Inden Andreas Mogensen blev optaget i astronautkorpset, tog han en uddannelse som rumingeniør, og han har en ph.d.-grad i rumfart fra et amerikansk universitet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.