Første bar genåbnet efter skudangreb i Paris
Som det første af de steder, der blev ramt under skudangrebet i Paris, er baren La Bonne Bière genåbnet.
Folk samles omkring La Bonne Bière i Paris under genåbningen fredag.
Folk samles omkring La Bonne Bière i Paris under genåbningen fredag. Foto: AP Photo/Jacques Brinon/AP


Tre uger efter, at islamistiske ekstremister angreb en række barer og caféer i Paris og dræbte 130 mennesker, er baren La Bonne Bière (Det gode øl, red.) som den første genåbnet fredag.

Angrebet mod La Bonne Bière kostede fem mennesker livet, da to gerningsmænd sendte en byge af kugler mod dem.

Siden den skæbnesvangre aften fredag 13. november har barejerne gjort deres bedste for at slette minderne, der bogstaveligt talt sad i væggene.

- Jeg vil gerne takke alle, der har støttet os (...) Vi har renoveret og malet væggene for at fjerne mærkerne efter dette mareridt, siger barchef Audrey Bily.

La Bonne Bière ligger på et gadehjørne i et af Paris' mest trendy kvarterer i den østlige del af hovedstaden.

Fem andre barer og restauranter, spillestedet Le Bataclan og Frankrigs nationalstadion, Stade de France, blev også ramt under angrebet 13. november. Størstedelen af de 130 dræbte var under 35 år, eftersom angrebene var rettet mod populære steder i nattelivet.

På Le Bataclan blev 90 mennesker dræbt. To af stedets ejere sagde onsdag, at de planlægger at åbne igen i slutningen af næste år.

Under en mindehøjtidelighed i Paris sidste weekend understregede præsident François Hollande, at Frankrig vil reagere på angrebene ved at "synge flere sange" og gå til koncerter og på stadion.

- Det er, fordi de repræsenterer liv, at de blev dræbt. Det er, fordi de repræsenterer Frankrig, at de blev slagtet. Det er, fordi de repræsenterede frihed den dag, de blev massakreret, sagde Hollande om de dræbte.

Samtidig lovede han at ødelægge den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat (IS), der har taget skylden for angrebene.

/ritzau/NTB/TT/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.