Første aftale på plads: Så dyre bliver job-flytninger
Som den første statslige arbejdsplads har Ankestyrelsen nu en aftale om vilkårene for udflytningen af arbejdspladser fra København til Aalborg.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen og erhvervs- og
vækstminister Troels Lund Poulsen præsenterer her planen "Bedre balance -
statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder". 

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen præsenterer her planen "Bedre balance - statslige arbejdspladser tættere på borgere og virksomheder". 

Mathias Løvgren Bojesen /Arkiv/Scanpix


Man flytter ikke bare lige 3.900 københavnske statsansatte ud i resten af landet. Ankestyrelsen har som den første styrelse fået en aftale på plads med fagforeningen HK Stat, men kun ganske få vælger at flytte med til Aalborg. Det kommer dog til at blive dyrt under alle omstændigheder, vurderer formand i HK Stat Rita Bundgaard.

Ansatte, der flytter med, kan blandt andet få:

  • 34.804 kroner til gifte i engangsgodtgørelse, 20.840 kroner til singler
  • Betaling af flytteomkostninger
  • Betaling af omkostninger ved at handle bolig – op til 55.000 kroner
  • Ret til dækning af dobbelt husførelse i en periode – dog ikke for singler
  • Samt en række andre udgifter betalt og et krav om to ugentlige hjemmearbejdsdage, mulighed for nedsat tid mv.

Rita Bundgaard er tilfreds med aftalen, men understreger, at der er lang vej endnu, hvis alle udflytninger skal forhandles forfra.

- Jeg synes, at ledelsen og tillidsrepræsentanterne sammen har lavet et rigtig godt stykke arbejde. Det er fine vilkår, og det er nogle ting, som vi synes, man kunne lægge ind som en overligger i de centrale aftaler. Det her jo bare en lokal aftale på arbejdspladsen, lyder det fra HK Stat-formanden.

Næsten ingen flytter

Men kun to ud af 25 berørte HK’ere vælger at flytte med til Aalborg, mens en håndfuld vil pendle. De resterende medarbejdere kan nu betragte sig selv som opsagt.

Ankestyrelsen har formentig været de første til at afslutte flytteplanerne, fordi de allerede har en stor afdeling i Aalborg, vurderer Rita Bundgaard. Men en frist på omkring tre uger til at beslutte sig, er ikke godt nok, mener hun.

- Det er ikke lang tid til at overveje, om man kan sælge huset, om ægtefællen kan få job og alle de andre helt praktiske ting. Det har været et stort problem, og medarbejderne har svært ved at forstå, hvorfor det skulle gå så stærkt.

De mange medarbejdere, som vælger at lade sig opsige, får med aftalen også en række særlige rettigheder.

De kan blandt andet få individuel rådgivning eller kurser for 25.000 kroner, ret til at deltage i møder, jobsamtaler og kurser i arbejdstiden og mulighed for at forlade arbejdet med få dages varsel, hvis de får nyt job.

En dyr omgang

Der er ingen tvivl om, at den samlede udflytning af 3.900 arbejdspladser bliver en dyr omgang, siger Rita Bundgaard.

- For de, der flytter med, så giver engangsgodtgørelsen, betaling af flytteomkostninger og bolighandel hurtigt mere end 100.000 kroner pr. medarbejder. Og så er vi slet ikke begyndt at tale om dobbelt husførelse, rejser og omlæggelse af arbejdstid, siger hun.

Derefter kommer den fysiske flytning af selve arbejdspladsen. Norske og svenske erfaringer viser, at det koster mellem en halv og en hel million at flytte en statslig arbejdsplads.

Derfor er HK Stat-formanden bekymret for, hvor pengene skal komme fra. Hun efterlyser en central aftale med et budget for alle udflytningerne, så kassen ikke pludselig er tom.

- Der er afsat 400 millioner til 2016, men vi kan ikke få at vide, hvad de skal dække. Er det institutionerne selv, der skal betale dele af flytteregningen? Det ligger jo ikke i deres driftsbudget. Så vi frygter, at de skal tilpasse omkostninger på den anden side af flytningen, og det kan let betyde fyringer, siger Rita Bundgaard.

Oplæring tager tid

I forvejen vil de udflyttede styrelser i en periode komme til at lide af manglende erfaring og kompetencer, mener formanden.

- Der er et voldsomt kompetencetab, som kommer til at ramme de her institutioner. Selvom man får nye dygtige medarbejdere ind, så tager det alligevel nogle år, inden man er på omgangshøjde igen.

Hun understreger, at medarbejderne hovedsageligt dropper en flytning på grund af praktiske udfordringer.

- Mange af dem er meget glade for deres job og har været der i mange år. Og det er altså ikke fordi, de ikke vil bo i Aalborg, men der er mange ting, der skal falde på plads, før man kan flytte en familie, lyder det fra Rita Bundgaard, formand i HK Stat.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.