Førerduo trækker fra i toppen af Premier League
Manchester City og Arsenal nappede to pligtsejre, mens flere af de nærmeste forfølgere led pointtab.
Manchester Citys målmand Joe Hart jubler over Yaya Toures sene sejrsmål i 2-1-sejren over Norwich.
Manchester Citys målmand Joe Hart jubler over Yaya Toures sene sejrsmål i 2-1-sejren over Norwich. Foto: Jon Super/AP


Topholdene Manchester City og Arsenal øger afstanden til de nærmeste forfølgere i Premier League.

Mens flere af ligaens favoritter led pointtab i lørdagens kampe, så klarede City og Arsenal deres opgaver.

På hjemmebane vandt City med 2-1 over Norwich efter en sen straffesparkscoring fra Yaya Toure.

Det var ellers tæt på at gå galt for City, da gæsterne kort før slutfløjt havde udlignet Nicolas Otamendis føringsmål.

Arsenal vandt sikkert med 3-0 ude over Swansea på tre scoringer efter pausen fra Olivier Giroud, Laurent Koscielny og Joel Campbell.

Både Manchester United og West Ham - der før lørdagens spillerunde indtog ligaens tredje- og fjerdeplads - måtte slippe taget i de to førerhold efter skuffende kampe.

Louis van Gaals United-spillere var nærmest heldige med at slippe fra Crystal Palace med 0-0 efter en række store chancer til værterne, der havde initiativet i alle 90 minutter.

Crystal Palace var tæt på at bringe sig i front efter et lille kvarter, da hjemmeholdets Yannick Bolasie fra en spids vinkel forsøgte sig, men angriberens skud blev vippet op på underkanten af overliggeren af David De Gea i Uniteds mål.

Efter pausen var Crystal Palace også tættere end United på at score sejrsmålet.

West Ham blev slået med 2-0 på udebane af Watford efter to scoringer fra nigerianske Odion Ighalo.

Mens United og West Ham skuffede, så overtog Kasper Schmeichels Leicester tredjepladsen med en 3-2-sejr ude over West Bromwich.

City og Arsenal topper Premier League med 25 point, mens Leicester følger efter med 22 point. United og West Ham har henholdsvis 21 og 20 point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.