Før forhandlinger om familiesammenføringer: DF vil ramme alle flygtninge
Alle grupper af flygtninge skal have sværere ved at få familiesammenføring, siger DF før forhandlinger.
Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen vil lægge pres på Venstre og Socialdemokraterne, når der fredag skal forhandles om stramninger i reglerne om familiesammenføring.
Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen vil lægge pres på Venstre og Socialdemokraterne, når der fredag skal forhandles om stramninger i reglerne om familiesammenføring. Foto: Folketinget/free


Når udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) fredag kalder til forhandlinger om stramninger i reglerne for familiesammenføring, vil DF især lægge vægt på, at alle grupper af flygtninge bliver ramt.

Selv personer, der har konventionsstatus og dermed betragtes som individuelt forfulgt med særlig ret til beskyttelse, skal opfylde nye krav for at få familien til Danmark. Det siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen:

- Både Venstre og Socialdemokraterne har talt for at stramme reglerne for familiesammenføring. Det har vi med tilfredshed noteret os.

- Men som det ser ud indtil nu, så har hverken Socialdemokraterne eller Venstre tilkendegivet, at de ønsker at gennemføre stramninger over for flygtninge og deres muligheder for at hente familien til Danmark.

- Det er problematisk set med vores øjne, for det er der, vi ser en meget stor stigning i tilstrømningen, siger Martin Henriksen.

Står det til DF skal reglerne både strammes for danskere, for indvandrere, for folk der flygter fra en borgerkrig som eksempelvis i Syrien - og for den særlige gruppe af konventionsflygtninge.

- Strammer vi ikke for alle grupper, så giver vi befolkningen indtryk af, at vi gør noget i forhold til tilstrømningen uden reelt at gøre det. Den voldsomme vækst kommer jo i høj grad fra folk med flygtningebaggrund, siger Martin Henriksen.

Han afviser, at den danske stat har en særlig forpligtelse til at hjælpe flygtninge med at få familien til Danmark:

- Den danske stat har først og fremmest en forpligtelse til at værne om Danmark, vores kultur og sprog. Den forpligtelse bør komme først, og den fylder efter vores mening alt for lidt i det politiske arbejde i dag, siger Martin Henriksen.

Han mener, at regeringen allerede har flyttet sig i DF's retning ved at foreslå, at også flygtninge fremover selv skal betale for transporten, hvis de vil have familiemedlemmer til Danmark. Inger Støjberg har fastslået, at den stramning efter V-regeringens mening skal gælde alle.

Dansk Folkeparti går dog til forhandlingerne med flere forskellige modeller for yderligere stramninger.

En af dem er ganske enkelt at udvide den tidligere regerings ordning med et-årige midlertidige opholdstilladelser og begrænset adgang til familiesammenføring for gruppen af krigsflygtninge. Fremover skal den gælde alle, mener DF:

- Det vil være en stramning i forhold til muligheden for at få familien hertil. Hvis man kombinerer det med, at man selv skal betale for transporten, så begynder det at se fornuftigt ud, siger Martin Henriksen.

Han mener dog også, at man kunne se på opstramninger i sagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen samt øgede sprog-, forsørger- og boligkrav for at få familiesammenføring.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.