Før FN-møde: Hundredtusinder på gaden verden over for klima
Arrangørerne vurderer, at der var samlet 310.000 på gaden for at fokusere på klimaet forud for FN-møde tirsdag
FN-generalsekretær Ban Ki-moon ses her sammen med Tysklands udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, på FN's hovedkvarter i New York. Hele den kommende uge mødes FN's Generalforsamling i den amerikanske storby for at diskutere globale emner som ebola, klima og ekstremisme.
FN-generalsekretær Ban Ki-moon ses her sammen med Tysklands udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, på FN's hovedkvarter i New York. Hele den kommende uge mødes FN's Generalforsamling i den amerikanske storby for at diskutere globale emner som ebola, klima og ekstremisme. Foto: Bebeto Matthews/AP


Opbakningen var stor, da flere demonstranter verden over gik på gaden med budskabet om en grønnere klode forud for FN's klimamøde i New York på tirsdag.

I New York gik hundredtusinder af mennesker gennem gaderne, herunder FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, borgmester Bill de Blasio, tidligere vicepræsident Al Gore og skuespiller Leonardo DiCaprio.

Ban Ki-moon bar en t-shirt med teksten "Jeg er for klimaindsats", mens trommer, horn og slagråb lød i gaderne.

- Det er på denne planet vores næste generation skal leve. Der er ingen plan b, sagde han til journalister.

Arrangørerne estimerer, at der var samlet op mod 310.000 mennesker i New York, mens omkring 40.000 marcherede gennem London. Der var lignende demonstrationer i Paris, Madrid, New Delhi og Stockholm.

Arrangørerne bag kalder begivenheden den største forsamling fokuseret på klimaændringer siden 2009, hvor tusinder var samlet i København under klimamødet COP15.

Den demonstration resulterede i, at omkring 2000 blev tilbageholdt af politiet.

New Yorks borgmester, Bill de Blasio, afslørede søndag en plan for at reducere drivhusgasserne i byen med 80 procent frem mod 2050.

Samtlige 3000 bygninger, som byen ejer, skal udstyres med energibesparende opvarmning og lyssystemer.

Leonardo DiCaprio var blandt de forreste under dagens demonstration.

- Dette er det vigtigste emne i vores tid. Jeg er utrolig stolt over at være her, sagde han.

Klimamødet afholdes tirsdag, hvor over 120 stats- og regeringschefer, ministre og lige så mange toperhvervsfolk forventes at deltage.

Her skal de blandt andet komme med forslag til, hvordan CO2-udledningen kan mindskes, og hvordan man kan nå til politisk enighed om en ambitiøs aftale til klimamødet i Paris i 2015.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.