At være betjent er et alsidigt job. Det måtte en patrulje i København sande i nat, da de blev stoppet af et par, der havde travlt med at komme på hospitalet.
Kvinden var nemlig højgravid og gået i fødsel.
- De prajede derfor patruljen, som så assisterede dem på vej til hospitalet, fortæller vagtchefen ved Københavns Politi Kristian Aaskov til Avisen.dk.
Selvom det med patruljevognen foran gik lidt hurtigere med at nå frem til Rigshospitalet, nåede kvinden dog ikke ind på fødestuen. I stedet endte hun ifølge vagtchefen med at føde i parrets bil foran hospitalet.
- Barnet kom til verden omkring klokken 1, og både mor og barn har det godt, siger vagtchefen, der dog ikke kan fortælle, om der er tale om en lille pige eller dreng.
Familien er nu indlagt på Rigshospitalets barselsafdeling, som andre nybagte forældre.
Vagtchefen fortæller, at betjentene ikke som sådan er uddannet til at håndtere sådanne situationer. Han er dog sikker på, at de er i stand til at klare anderledes opgaver, som denne må siges at være.
- Det er jo dejligt, at vi kan være med til at sikre, at et barn kommer sikkert til verden. Betjentene har også efterfølgende været i kontakt med familien, siger Kristian Aaskov.