Fodopereret fodboldstjerne får comeback
James Rodriguez får comeback efter to måneders pause, når Real Madrid søndag møder Granada i den spanske liga.
Real Madrid's James Rodriguez er tilbage på banen, efter han blev opereret i foden.
Real Madrid's James Rodriguez er tilbage på banen, efter han blev opereret i foden. Foto: Paul White/AP


Topscoreren ved VM-slutrunden sidste sommer, James Rodriguez, får comeback, når Real Madrid søndag klokken 12 tager imod Granada i den spanske liga.

Den colombianske offensivspiller pådrog sig et brud på foden i en kamp mod Sevilla i begyndelsen af februar og måtte igennem en operation.

Nærmest præcis to måneder senere er han klar til comeback. Han er endda blevet stillet en startplads i udsigt af Real Madrids træner, Carlo Ancelotti.

Rodriguez får plads i startopstillingen i stedet for Isco, der afsoner karantæne.

- James har det godt, og han starter inde søndag, siger Ancelotti på lørdagens pressekonference ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Mens Rodriguez har været skadet, har Real Madrid sat sin førsteplads i ligaen over styr. Nu ligger holdet i stedet nummer to med fire point op til FC Barcelona på førstepladsen.

Hans comeback falder på et godt tidspunkt af sæsonen. Ud over jagten på Barcelona i den hjemlige liga står Real Madrid over for lokalrivalen Atlético Madrid i kvartfinalerne i Champions League, der spilles 14. og 22. april.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.