Fodboldtræner dømt for seksuelle krænkelser
Gennem tre år udsatte en 52-årig mand en teenagepige for seksuelle krænkelser. Nu har han fået fængselsdom.
En 52-årig fodboldtræner har groft misbrugt en teenagepiges tillid og presset hende ud i et seksuelt forhold, som hun ikke ønskede. Nu har manden i Retten i Roskilde fået et års fængsel. Arkivfoto.
En 52-årig fodboldtræner har groft misbrugt en teenagepiges tillid og presset hende ud i et seksuelt forhold, som hun ikke ønskede. Nu har manden i Retten i Roskilde fået et års fængsel. Arkivfoto. Foto: Polfoto/Polfoto


En 52-årig fodboldtræner fra Midtsjælland er i Retten i Roskilde blevet idømt et års fængsel for seksuelle krænkelser mod en teenagepige, som han en overgang var træner for.

Overgrebene fandt for det meste sted i mandens bil, og de stod på fra pigen var 15 til 18 år.

Manden er desuden dømt til at betale en torterstatning på 60.000 kroner til den unge kvinde, oplyser anklager Lise Møller Frandsen, Midt- og Vestsjællands Politi.

Manden ankede dommen til Østre Landsret.

Retten lagde vægt på, at den 52-årige groft havde misbrugt det tillidsforhold, der var mellem ham og pigen.

- Pigen lærte ham at kende, før han blev træner for hende, og hun har forklaret, at der var et venskab og et helt særligt tillidsforhold mellem dem og en fortrolighed, så hun betroede sig til ham, både når hun var i tvivl om fodboldkarrieren og om personlige forhold, siger Lise Møller Frandsen.

Den 52-årige har ifølge retten misbrugt tillidsforholdet, samt sin alder og erfaring til at presse pigen ud i situationer, hvor overgrebene har kunnet finde sted.

- Det er jo i Danmark ikke ulovligt at have et seksuelt forhold til en ung kvinde over 15 år, uanset om der er en stor aldersforskel mellem parterne, siger Lise Møller Frandsen.

- I denne sag var situationen dog den, at den unge kvinde blev presset psykisk, fordi han brugte sin højere alder og større livserfaring, samt det helt særligt tillidsforhold der bestod mellem dem til at kontrollere og manipulere hende ind i et seksuelt forhold, som hun ikke ønskede, siger anklageren, der er tilfreds med, at retten har fastslået, at det er uacceptabelt.

 

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.