Fodboldstjerner sigtes for resultatfusk
Træneren Javier Aguirre og stjernespillere som Ander Herrera og Gabi er mistænkt for deltagelse i matchfixing.
Japens landstræner bliver nævnt i en mulig matchfixing sag.
Japens landstræner bliver nævnt i en mulig matchfixing sag. Foto: Shizuo Kambayashi/AP


Japans fodboldlandstræner, mexicaneren Javier Aguirre, er sammen med Manchester United-spilleren Ander Herrera, Atletico Madrid-kaptajnen Gabi og 38 andre nævnt i en sag om mulig matchfixing i Spanien.

Det er anklageren i den spanske antikorruptionsenhed, der har sigtet de 41 mennesker ved en retssal i Valencia mandag.

Den påståede matchfixing skulle være sket i forbindelse med en kamp i den spanske liga i sæsonen 2010/2011. På sidste spilledag i ligaen vandt Zaragoza 2-1 over Levante, hvilket betød, at Zaragoza undgik nedrykning.

Alle spillere på de to hold - og den daværende Zaragoza-præsident Agapito Iglesias - er på anklagerens liste.

Anklageren påstår, at Levante-spillerne i alt modtog 965.000 euro - 7,2 millioner kroner - for at lade sig tabe med vilje. Ifølge anklageren udbetale Zaragoza først pengene til egne spillere og ansatte, som så hævede dem og gav dem videre i kontanter til Levante-spillerne.

Javier Aguirre, der trænede Zaragoza dengang, er nu japansk landstræner.

Da rygterne, om at sagen var på vej, nåede de spanske medier i begyndelsen af december, reagerede mexicaneren igennem det japanske fodboldforbund.

Fodboldforbundets advokat fortalte efter et møde med Aguirre:

- Han sagde til mig, at han var meget vred, og at han som professionel træner aldrig har gjort sådan noget, lød det fra advokaten Yutaka Miyoshi.

Både Zaragoza og Levante har tidligere afvist kendskab til ulovligheder omkring kampen.

En dommer skal nu beslutte, om der skal rejses tiltale, så sagen skal behandles ved en retssag.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.