Bolden er givet op til konflikt på grønsværen, når klubber og fodboldspillere i disse dage forhandler ny overenskomst.
På den ene side står klubberne, der vil give spillerne friere rammer til at træne efter arbejdstiden. På den anden side står spillerne, der ikke vil træne så meget som et hovedstød uden at få løn for det.
Blandt dem er Jeppe Curth, angriber for Viborg FF, der sidder med ved forhandlingsbordet.
"Klubberne vil med det nye forslag have, at nogle af os skal træne ubegrænset for 3.400 om måneden. Det holder ikke," siger fodboldspilleren.
Forslaget er en af grundene til, at der er varslet konflikt. Flere fodboldfans frygter, at konflikten vil udsætte starten på sæsonen i år.
Det er en ændring af kontrakttyperne, der er årsagen til kritikken fra den tidligere AAB-stjerne.
Tre nye kontrakter
Klubbernes arbejdsgiverorganisation, Divisionsforeningen, ønsker tre nye kontrakformer.
Divisionsforeningen vil have tre nye kontraktformer. 'Professionelle' med krav på minimum 19.470 kroner om måneden. 'Semi-professionelle' med krav på 3.400 om måneden. Og en særlig kontrakt til unge spillere under uddannelse, der også får ret til 3.400.
Omkring halvdelen af alle fodboldspillere i Danmark har fodbolden som bibeskæftigelse- De bruger altså størstedelen af deres tid som eksempelvis lærer eller håndværker.
Fra 9.300 til 3.400 kroner i løn
Kun 410 ud af 1.000 er ansat på fuldtid. 60 er ansat på deltid, og de resterende 530 er ansat med fodbold som bibeskæftigelse. Og det har stor betydning for deres rettigheder, lyder det fra spillerforeningen.
Som reglerne er i dag har fuldtidsansatte spillere krav på en minimumsløn på 17.700 kroner om måneden. Deltidsansatte har krav på 9.300 kroner, og bibeskæftigede har krav på 3.000 kroner om måneden. Det vil klubberne nu have lavet om.
Divionsforeningen vil altså droppe deltidskontrakten.
"Når klubberne skal forhandle nye kontrakter med de tidligere deltidsansatte spillere, så ryger de her spillere ned i den gruppe, der nu kun har krav på 3.400 kroner om måneden," advarer Jeppe Curth.
Divisionsforeningen afviser kritikken. Direktør Claus Thomsen mener, at lønningerne vil regulere sig selv.
"Vi skal huske, at de 3.400 er mindstelønnen. Hvis en spiller førhen har tjent 9.300 på deltidskontrakt, vil han formegentlig tjene det samme igen på en semi-professionel kontrakt. Ellers vil der jo bare være en anden klub, der tilbyder ham en bedre løn," siger han.
Løndumping på grønsværen
Oveni forslaget om at droppe deltidskontrakten, vil Divisionsforeningen gøre det tilladt for spillerne at træne udover den tid, de får løn for.
"I værste fald, kan det betyde, at spillere, der får 3.400 om måneden skal arbejde fuldtid. Klubberne udnytter spillernes passion for sporten til at løndumpe dem," siger Jeppe Curth.
Ifølge Jeppe Curth skal spillere på semi-professionelle kontrakter være sikret mod, at klubben ikke bare lægger træning ind klokken ni om formiddagen, så det bliver vanskeligt at have et arbejde ved siden af.
Divisionsforeningen mener, at de nye kontrakter netop skal sikre en 'hensyntagen til hovederhvervet'.
"Reglerne er uklare nu, og derfor vil vi have gjort det klart at klubberne skal tage hensyn til spillernes hovederhverv. Så bliver det nemmere for os at straffe de klubber, der ikke overholder reglerne," siger direktør Claus Thomsen.
"Desuden er det ment som et tilbud om ekstra træning, som spillerne så selv kan vælge, om de vil deltage i," tilføjer han.