Fodboldlandskampe i fare? Konflikt er gået i hårdknude
Spillerforeningen og DBU mødes ikke til forhandlinger, før DBU er villig til at indgå kollektiv aftale.
Fodboldlandsholdets midtbanespiller William Kvist vil have DBU til forhandlingsbordet sammen med Spillerforeningen om en kollektiv aftale.
Fodboldlandsholdets midtbanespiller William Kvist vil have DBU til forhandlingsbordet sammen med Spillerforeningen om en kollektiv aftale. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


William Kvist mener, det er nyttesløst, at Spillerforeningen mødes med Dansk Boldspil-Union (DBU), så længe fodboldunionen ikke er villig til at indgå en kollektiv aftale med Spillerforeningen.

Der er ifølge DBU planlagt et møde på torsdag i næste uge. Men Spillerforeningen får ikke meget ud af et møde med DBU, som det ser ud lige nu, fortæller Kvist.

- Det, at DBU har talt med Spillerforeningen om nye møder, er ikke relevant lige nu. Spillerforeningen er klar til at holde møder med DBU 24/7. Spillerforeningen er klar til at mødes med DBU og forhandle i aften, hvis det skulle være.

- Men indtil DBU er klar til at indgå i forhandlinger med os om indgåelse af en kollektiv aftale, som indgås mellem Spillerforeningen og DBU, er det nytteløst at mødes, skriver Kvist i en mail til Ritzau.

Spørgsmål: Er det korrekt, når DBU melder ud, at Spillerforeningen forvrænger sandheden eller ligefrem lyver?

- Vi spillere er blevet fuldt informeret af Spillerforeningen i hele forløbet. Og alle de informationer, vi har fået fra vores forhandlere, har hidtil vist sig at være korrekte, svarer Kvist.

Spørgsmål: DBU fortæller, at der er blevet forhandlet kollektive aftaler. Er det rigtigt? I så fald hvordan gik de forhandlinger set med jeres øjne?

- Det er ikke korrekt, at der er blevet forhandlet om kollektive aftaler. DBU's folk meddelte i går, at de ikke havde mandat til at forhandle om en aftale mellem DBU og Spillerforeningen.

- Derfor blev forhandlinger selvklart end ikke startet op, forklarer Kvist.

Wigan-spilleren har ingen kommentarer til, om spillerne er villige til at stille op til de kommende landskampe mod USA og Frankrig senere i marts.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.