Fodboldlandsholdet får ekstra træner
Fodboldlandstræner Morten Olsen har indlemmet den tidligere landsholdsspiller Martin Jørgensen i sit team.
Martin Jørgensen bliver den nyeste tilføjelse til fodboldlandsholdets trænertrup.
Martin Jørgensen bliver den nyeste tilføjelse til fodboldlandsholdets trænertrup. Foto: HENRIK DAUGAARD JENS/POLFOTO


Peter Bonde, Lars Høgh, Torben Storm og nu Martin Jørgensen.

Sidstnævnte er tirsdag blevet præsenteret som nyeste medlem i trænerteamet på det danske fodboldlandshold.

- Jeg kan ikke finde et bedre sted at lære trænergerningen end ved siden af Morten Olsen, siger Martin Jørgensen i en pressemeddelelse fra Dansk Boldspil-Union (DBU).

Morten Olsen glæder sig til samarbejdet med 39-årige Martin Jørgensen, der spillede sin sidste landskamp i 2011.

- Det er bestemt ikke alle spillere, man kan tage ind i en trænertrup på den måde, som vi gør med Martin.

- Han har i mange år været en kulturbærer på det danske landshold og er accepteret og respekteret både på og uden for landsholdet, siger Morten Olsen.

Martin Jørgensen bliver et vigtigt bindeled mellem landstræneren og spillerne.

- Det er vigtigt med et naturligt led mellem trænere og spillere, der gør, at afstanden mellem trænerstab og trup ikke bliver så lang. Det er her Martin kommer ind i billedet.

- Vi havde samme oplevelse med Ebbe Sand som træner - spillerne var rigtig glade for at have ham i rollen som mellemled, siger Morten Olsen.

Martin Jørgensen tiltræder officielt i trænerteamet 1. marts 2015. Han fortsætter desuden som træner for AGF's U14-hold.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.