Fodboldklub ramt af tragedie før Europa League-kamp
To unge spillere fra NK Maribor omkom, to dage før klubben skal spille Europa League-kamp mod Aberdeen.
Returkampen mellem Aberdeen og NK Maribor har fået en uhyggelig optakt, efter at to unge Maribor-spillere døde tirsdag.
Returkampen mellem Aberdeen og NK Maribor har fået en uhyggelig optakt, efter at to unge Maribor-spillere døde tirsdag. Foto: Ian Rutherford/AP


Den slovenske fodboldklub NK Maribor blev tirsdag ramt af en tragedie.

Angriberen Zoran Baljak og forsvareren Damjan Marjanovic omkom, da de var involveret i en bilulykke. Begge spillere var 20 år.

Ifølge Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) pådrog den 19-årige målmand Ljubomir Moravac sig svære kvæstelser ved ulykken, mens den 19-årige forsvarsspiller Ziga Lipuscek slap med mindre skader.

- Uefa sender kondolencer til NK Maribor og Det Slovenske Fodboldforbund, efter at to Maribor-spillere døde tirsdag.

- Et minuts stilhed vil blive afholdt før den slovenske klubs Europa League-kamp mod Aberdeen torsdag, hvor begge hold vil være iført sørgebind, meddeler Uefa på sin hjemmeside.

Aberdeen har også sendt kondolencer til NK Maribor.

De to hold mødes torsdag aften på slovensk grund, efter at den første kamp i Skotland endte 1-1.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.