Fodboldklub i alternativt tiltag: Sproglærer skal fjerne forsvarskoks
De svenske fodboldmestre Malmö oplever fejl og misforståelser i forsvaret. Nu skal en sproglærer rette op.
Felipe Carvalho skal lære svensk.
Felipe Carvalho skal lære svensk. Foto: Francois Mori/AP


Den svenske fodboldklub Malmö FF har trukket et usædvanligt kort.

Klubben har ansat en sproglærer for at rette op på fejl på sit hold, der er regerende svensk mester og deltager i Champions League.

Selv om holdet sidste år vandt det svenske mesterskab, er Malmö FF foreløbig kun nummer fem i denne sæson. Klubben har tilmed lukket mere end dobbelt så mange mål ind som Allsvenskans tophold, IFK Göteborg.

Øjensynligt handler det om kommunikationsproblemer i forsvaret, og det gør cheftræner Åge Hareide noget ved.

Sproglæreren skal hjælpe de to sydamerikanske spillere Yoshimar Yotun fra Peru og Felipe Carvalho fra Uruguay. De taler nemlig kun spansk og har haft svært ved at lade sig integrere i klubben.

- Vi har ansat en fyr med mexicansk ophav. Han kan fodboldterminologien, og det er meget vigtigt, siger Åge Hareide til avisen Kvällsposten.

Yoshimar Yotun kom til Malmö FF i februar, og lidt senere kom Felipe Carvalho.

- For Yoshi blev det ikke bedre, at Carvalho også kom til klubben. Så havde han jo en at tale spansk med, siger Hareide.

Da Malmö FF tabte 0-2 til Paris Saint-Germain i Champions League tidligere på ugen, angav anfører Markus Rosenberg sprogproblemer som grunden til nederlaget.

- Vores sydamerikanske spillere forstod ikke taktikken. Det var aftalt, at Carvalho skulle blive venstreback, når modstanderen kom rundt om på den side. Men han blev inde på midten, og så fik de for meget plads, sagde Rosenberg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.