Fodbold-VM for kvinder byder på storopgør i semifinalen
Tyskland og USA's fodboldkvinder mødes i et tidligt stormøde i semifinalen ved fodbold-VM.


USA og Tyskland er giganter inden for kvindefodbold. Og de to nationer tørner nu sammen i semifinalen ved VM.

Tyskland, som triumferede ved VM i 2003 og 2007, vandt med hiv og sving 5-4 over Frankrig efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence i kvartfinalen. De første 120 minutter endte 1-1.

USA, der blev verdensmester i 1991 og 1999, havde lidt bedre styr på det i 1-0-sejren over Kina. Carli Lloyd, som spillede sin landskamp nummer 200, scorede det afgørende mål i anden halvleg.

- Det var bare fantastisk. Vi blev ved med at sætte foden på gaspedalen, og det var lige, hvad vi havde brug for. Vi bliver flyvende i næste kamp, siger Carli Lloyd.

Selv om tyskerne spillede 30 minutter mere end amerikanerne, så forventer USA's landstræner, Jill Ellis, ikke, at det bliver en stor fordel i semifinalen på tirsdag.

- De er tyskere, så det kommer ikke til at blive en ulempe for dem, siger Jill Ellis.

- Jeg tror ikke, det påvirker spillere på dette niveau. Alle der træder ind på banen vil være dedikerede for at spile, mener landstræneren.

Kinas landstræner, Hao Wei, tog skylden for nederlaget, som var det 25. i træk mod USA.

- Vi tabte kampen på grund af mig. De her piger gjorde deres bedste. Jeg havde ikke lagt en god nok taktik. Vores mål var at komme i semifinalen. Det fik vi ikke opfyldt, og det er en skam, siger Hao Wei.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.