Fodbold: Olsen udtager Pione Sisto til EM-trup
FC Midtjyllands 20-årige Pione Sisto er udtaget til EM-kvalifikationskampen mod Serbien i juni.


Fodboldlandstræner Morten Olsen har udtaget 20-årige Pione Sisto fra FC Midtjylland til truppen til EM-kvalifikationskampen mod Serbien 13. juni i Parken og testkampen mod Montenegro 8. juni.

Det oplyser landstræneren på et pressemøde hos DBU.

Pione Sisto er født i Uganda af forældre fra Sudan. Familien flygtede som følge af borgerkrigen, og Pione Sisto kom til Danmark, da han var to måneder gammel.

Han blev dansk statsborger i december sidste år, og han fik tidligere i denne måned sin spillertilladelse fra Fifa, så han er klar til at spille på Danmarks landshold.

I en kort video på DBU's hjemmeside lægger Pione Sisto slet ikke skjul på, at det var et magisk øjeblik, da Morten Olsen ringede til ham.

- Det var helt vildt. Det er en drengedrøm. Det har været et kæmpe ønske for mig at spille på landsholdet. At komme på A-landsholdet er kæmpestort. Jeg glæder mig til at få mulighed for at vise mig frem på det niveau, siger Pione Sisto.

Angriberen Nicklas Bendtner er også udtaget trods manglende spilletid i Wolfsburg.

Morten Olsen har i første omgang udtaget 22 spillere. Den sidste bliver udtaget senere.

De første spillere samles i træningslejren i Helsingør 29. maj.

Landsholdstruppen til de to landskampe er således:

Jonas Lössl, Guingamp

Kasper Schmeichel, Leicester City FC

Stephan Andersen, FC København

Andreas Bjelland, FC Twente

Daniel Agger, Brøndby IF

Daniel Wass, Evian

Lars Jacobsen, Guingamp

Nicolai Boilesen, Ajax

Simon Kjær, Lille

Simon Busk Poulsen, AZ Alkmaar

Christian Eriksen, Tottenham

Jakob Poulsen, FC Midtjylland

Lasse Vibe, IFK Göteborg

Pierre-Emile Højbjerg, FC Augsburg

Pione Sisto, FC Midtjylland

Thomas Delaney, FC København

William Kvist Jørgensen, Wigan Athletic FC

Martin Braithwaite, Toulouse FC

Michael Krohn-Dehli, Celta de Vigo

Morten ''Duncan'' Rasmussen, FC Midtjylland

Nicklas Bendtner, VfL Wolfsburg

Nicolai Jørgensen, FC København

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.