Danmark og Sverige er ikke de eneste skandinaviske lande, der skal ud i to ekstra kampe for at kvalificere sig til EM-slutrunden i fodbold, der bliver afholdt i Frankrig til sommer.
I aften tager det norske landshold imod Ungarn på Ullevaal Stadion i Oslo til den første af to kampe, og det har fået kong Harald på benene igen, efter at han har kæmpet med en række skavanker på det seneste.
Det er nemlig kun lidt over en uge siden, at den 78-årige konge, der længe har været ramt af fodboldfeberen, måtte aflyse en række arrangementer, fordi ryggen gav ham problemer.
Men nu står der på kongehusets officielle hjemmeside, at kongen vil være til stede til aftenens kamp, hvor han får selskab af kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit.
Kong Harald, der har siddet på den norske trone siden 1991, har flere gange fortalt om sin passion for sporten, og han afslørede for et par år siden en forkærlighed for det engelske hold Tottenham Hotspur, hvor danske Christian Eriksen for tiden brillerer.
- Jeg var her (i London, red.) og studere i begyndelsen af 60'erne. På det tidspunkt lå Tottenham på andenpladsen i den bedste liga. Dem heppede jeg på, fortalte han for nogle år siden under et besøg i London.
Om det er kongens livslange appetit på sport og konkurrencer, der bliver ved med at puste nyt liv i ham, er ikke til at sige, men han har i hvert fald vist en imponerende viljestyrke, når han har været ramt af sygdom.
På trods af at han både har været ramt af kræft i urinblæren og gennemgået en hjerteoperation, fortsætter han med sit tætpakkede program, der alene i år har ført ham til Sydpolen, Australien og USA.
/ritzau/FOKUS