Prestige 2016
FOA-opsang til politikere: Vis mere respekt for de varme hænder!
Danskernes agtelse for pædagoger, sosu-assistenter og andre varme hænder er vokset, viser analyse. Nu burde politikerne også vise dem mere respekt, mener FOA-formand.
Agtelsen for de såkaldte varme hænder er steget. Nu må politikerne også gerne vise mere respekt, mener Karen Stæhr, sektorformand i fagforbundet FOA.
Agtelsen for de såkaldte varme hænder er steget. Nu må politikerne også gerne vise mere respekt, mener Karen Stæhr, sektorformand i fagforbundet FOA. Foto: Asger Ladefoged/FOA


Er du en af de varme hænder, der tager sig af syge, føde, ældre, fødende, børn eller unge? Så kan du trække lidt på smilebåndet. En undersøgelse fra Avisen.dk og Ugebrevet A4 viser nemlig, at danskernes agtelse for de såkaldte varme hænder er steget.

Det glæder Karen Stæhr, som er formand for social- og sundhedspersonalet i fagforbundet FOA.

- Medlemmerne synes egentlig, at de gør et godt stykke arbejde, men de synes, at politikerne konsekvent taler ned om deres job, siger Karen Stæhr.

Hun håber, at politikerne nu også vil vise de varme hænder mere respekt.

- Det er sjældent, politikerne går ud og roser dem, der arbejder med børn, skoleelever, syge og ældre. Men nu kan vi vise dem, at der faktisk er en voksende anerkendelse i befolkningen. Derfor skulle politikerne måske også overveje at være mere anerkendende. Det motiverer jo også de ansatte, pointerer Karen Stæhr.

Spareiver skyld i prestigeløft

Ifølge Karen Stæhr er det faktisk de mange besparelser, som indirekte har været med til at give mere agtelse til blandt andet andet social- og sundhedsassistenter. Historierne om dårlige forhold på bosteder og mangel på hænder i ældreplejen har nemlig åbnet danskernes øjne for, hvor vigtige de varme hænder er, mener hun.

- Jeg tror, folk sidder og tænker derhjemme, at vi sgu ikke kan være bekendt at spare sådan i et velfærdssamfund, som de ældre selv har været med til at bygge op gennem hårdt arbejde, siger Karen Stæhr.

FOA: Ikke bare mere i løn

Hun mener også, at de forskellige faggrupper er blevet bedre til at vise danskerne, at de brænder for at tage sig godt af de borgere, de arbejder med.

- Folk kan se, at de her faggrupper ikke bare står og siger, at de vil have mere i løn. De siger også, at de vil have deres faglighed tilbage, så de kan passe de ældre og aktivere børnene ordentligt med den faglighed, de har uddannet sig til«, mener hun.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.