FOA kvitterer for ny volds-politik
Arbejdsgivere skal forebygge vold mod ansatte i fritiden, mener FOA, der bakker op om regeringsudspil.
FOAs formand Dennis Kristensen bakker op om, at arbejdsgiverne skal forpligtes til at beskytte de ansatte mere.
FOAs formand Dennis Kristensen bakker op om, at arbejdsgiverne skal forpligtes til at beskytte de ansatte mere. Foto: ANITA GRAVERSEN/POLFOTO


Fagforbundet FOA mener ligesom regeringen, at arbejdsmiljøloven skal udvides, så offentlige og private arbejdsgivere også har ansvar for at forebygge arbejdsrelateret vold og trusler mod deres ansatte uden for arbejdstiden.

Det siger FOA's formand, Dennis Kristensen, der repræsenterer 191.000 offentligt ansatte.

- Arbejdsgiveren kan naturligvis ikke holdes ansvarlig for alt, hvad der sker i den ansattes fritid. Men det bør være sådan, at arbejdsgiveren skal forsøge at forebygge, at den ansatte udsættes for vold, trusler eller chikane i sin fritid, siger han til Ritzau.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) siger ifølge Berlingske, at arbejdsgiverens forebyggende indsats kan bestå i, at ansatte i højere grad end i dag bærer uniformer uden efternavn.

Det er ikke et tosset forslag, mener Dennis Kristensen:

- Man kan også forestille sig, at personer i særligt udsatte job hos kommunerne ikke kan findes på kommunernes hjemmesider. På den måde forhindrer man, at det er muligt at finde oplysninger om den ansatte og måske dennes adresse gennem arbejdspladsen, siger Dennis Kristensen.

FOA-formanden nævner en konkret sag, hvor en buschauffør fra Aarhus blev opsøgt uden for arbejdstiden i sit hjem og "gennemtæsket" af en gruppe mennesker.

- Der var tale om nogle passagerer, som var utilfredse med chaufførens håndtering af sit job, siger han.

Også hos Kriminalforsorgsforeningen, der repræsenterer de civilt ansatte i fængselsvæsnet, ser man positivt på regeringens planer.

- Vi har ventet længe på et initiativ som dette. Vores medlemmer arbejder i et af de mest rå miljøer tænkeligt, og det er indlysende, at arbejdsgiveren har pligt til at hjælpe de ansatte i både arbejds- og fritiden, siger formand John Hatting til Ritzau.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.