FOA: Kommuner skal sikre røgfri arbejdsplads for sosu'er
Medarbejderne i social- og sundhedssektoren bliver udsat for passiv rygning i borgernes hjem.


Social- og sundhedshjælpere er tvunget til at indånde cigaretrøg, når de besøger plejekrævende borgere i deres hjem.

En undersøgelse foretaget af FOA viser, at flere end halvdelen af medarbejderne i social- og sundhedssektoren bliver udsat for passiv rygning.

Karen Stæhr, sektorformand for social- og sundhedsområdet i FOA, mener, at det er kommunernes ansvar at sikre, at medarbejderne i social- og sundhedssektoren ikke bliver udsat for den sundhedsskadelige røg.

- Jeg helt på det rene med, at der vil være nogle ældre, som ikke magter at åbne et vindue for at lufte ud, siger Karen Stæhr.

- Men så må de lade være med at ryge, inden social- og sundhedshjælperen kommer. Ellers må kommunen træde til og installere noget ventilationsudstyr, så der er udluftning, mens medarbejderen er der, siger hun.

Det er et dilemma, at der både er tale om borgerens private hjem, mens det også er medarbejderens arbejdsplads.

Men Karen Stæhr er alligevel overbevist om, at langt de fleste ældre sagtens kan forstå, at de ikke kan ryge, når hjemmehjælperen er der.

Hun opfordrer til, at kommunen går ind i en dialog med borgeren for at sikre, at de lader cigaretterne ligge i skuffen, når de har besøg af hjemmehjælperen.

- Det er vigtigt, at kommunen går i dialog med de ældre, når de bliver visiteret til et tilbud. Det er kommunens og ikke den enkelte medarbejders ansvar at tage diskussionen med borgeren.

Undersøgelsen viser også, at 40 procent - eller fire ud af ti - sosu'er, der arbejder på et plejehjem eller plejecenter, hjælper de ældre med at ryge. Det vil sige tænde, slukke eller holde cigaretten.

Undersøgelsen er foretaget i oktober 2016 blandt 5006 af FOAs medlemmer. Næsten halvdelen har svaret på spørgeskemaundersøgelsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.