Trepart
FOA-Dennis om nye krav til ledige: "Langt ude i skoven"
Regeringen vil tvinge ledige til at rejse rundt i hele Danmark for at få job. Det er helt urimeligt og langt ude i skoven, siger formanden for FOA, Dennis Kristensen.
Et forslag fra regeringen om at tvinge ledige til at søge og tage job 
langt væk møder hård kritik. - Det er langt ude skoven. Det er helt 
uacceptabelt, mener formanden for FOA, Dennis Kristensen.
Et forslag fra regeringen om at tvinge ledige til at søge og tage job langt væk møder hård kritik. - Det er langt ude skoven. Det er helt uacceptabelt, mener formanden for FOA, Dennis Kristensen. Foto: Scanpix/arkiv


Regeringen vil stille krav til ledige om, at de skal søge og tage arbejde i hele landet. Det kan betyde, at en arbejdsløs jord- og betonarbejder i Aalborg skal tage arbejde i København, hvis han vil undgå at miste sine dagpenge. 

Som det er nu, skal ledige som udgangspunkt søge arbejde i en radius af omkring tre timers daglig transporttid. Med det nye krav om at søge arbejde i hele Danmark lægger regeringen op til en markant stramning som beskrevet i Ugebrevet A4

Kravet til ledige om at finde sig i at bruge langt flere timer i bus og tog er urimeligt, mener formanden for fagforbundet FOA, Dennis Kristensen.

- Med forslaget vil regeringen fjerne enhver form for rimeligheds-betragtning i forhold til begrebet om, at ledige skal stå til rådighed, siger Dennis Kristensen til Avisen.dk og konkluderer:

- Forslaget er langt ude i skoven. Det er helt uacceptabelt.

Nyt krav vil bryde familier op

Dennis Kristensen kommer med et eksempel på, hvad det nye krav til ledige om mobilitet kan betyde.

- Det her kan medføre, at man som ledig på Lolland skal tage et job i Skagen.

- Det uanset, at det kan betyde, at ægtefællen til den ledige siger sit job op og flytter med til Skagen for så et halvt år efter begge to at stå og være arbejdsløse i Skagen, siger Dennis Kristensen. 

Han mener, at man ikke kan forlange af ledige, at de skal flytte efter job og dermed i nogle tilfælde bryde familier op. 

- Der er i forvejen en meget stor forpligtelse for lønmodtagerne til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Man kan altså komme langt i Danmark, hvis man rejser de halvanden time til et job, som i dag er kravet til ledige, siger Dennis Kristensen. 

Kan lamme trepart

Regeringens krav til lediges mobilitet indgår i de treparts-forhandlinger, som lige nu er i gang mellem regering, arbejdsgivere og fagbevægelse. 

Ifølge Dennis Kristensen kan det nye krav til lediges mobilitet få forhandlingerne til at kuldsejle. 

- Regeringen ved godt, at fagbevægelsen ikke kan gå med til denne stramning, siger Dennis Kristensen.

Han har et klart budskab til regeringen:

- Se nu at få ryddet de emner af vejen i treparten, som bare er ren paradespil. I ved jo godt, at I aldrig får fagbevægelsen med på det.

- Lad os i stedet se at komme i gang med det, som vi står i staldene og damper efter at komme i gang med: Flere praktikpladser samt mere efter- og videreuddannelse til voksne, siger Dennis Kristensen.

Minister: Mobilitet er afgørende

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) vil ikke i offentligheden diskutere, hvad der sker under treparts-forhandlingerne. Men faglig mobilitet ligger ham uden tvivl på sinde.

I en kommentar til Avisen.dk skriver ministeren:

- Vi skal sikre, at ledige har de nødvendige kvalifikationer, der efterspørges i virksomhederne, men det er også helt afgørende, at ledige er parate til at tage de job, der er, og både er fagligt og geografisk mobile.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.