TV 2 har sat fokus på dødsbrande på landets plejehjem, og det får nu FOA til at foreslå, at man begrænser ældres adgang til at ryge. Fremover skal de foregå i rygerum på landets plejehjem. Ældre skal altså ikke længere kunne tænde en smøg i deres eget hjem eller værelse.
- Der er to vigtige hensyn. Det ene er, at man skal kunne være på et plejecenter uden at blive udsat for passiv rygning uanset om man er beboer eller ansat. Den anden problemstilling er brandrisikoen, siger formand for FOA, Dennis Kristensen til TV2.
Han mener dog ikke, at man helt skal fjerne muligheden for at ryge for de ældre.
- Jeg synes ikke, vi kan tillade os bare at forbyde rygning for mennesker, der har røget hele deres liv. En ældre kvinde, der har røget i 70 år, skal ikke pludselig tvinges til at holde op med at ryge. Så ser jeg meget hellere, at man laver egentlige rygerum, som man også har mulighed for at sikre brandmæssigt, siger FOA-formanden til TV 2.
Læs mere på TV 2