FN's udsending i Syrien: Vi er nået til sandhedens øjeblik
Hverken Syriens regering eller opposition synes dog at være klar til et kompromis i striden om Assads fremtid.


FN's særlige udsending til Syrien, Staffan de Mistura, kalder en ny forhandlingsrunde i Genève mandag for "sandhedens øjeblik".

Ifølge FN-diplomaten er der fremsat flere ideer ved forhandlingernes begyndelse, men han vil ikke kommentere dem. Han siger, at der ved et møde med den syriske regeringsdelegation blev gennemgået procedurer, så "vi nu alle er på samme side."

Ved et pressemøde op til forhandlingerne sagde de Mistura, at det altdominerende og overordnede emne er spørgsmålet om et politisk overgangsstyre i Syrien, og at det eneste alternativ til det er en tilbagevenden til krigen.

Men hverken Syriens regering eller oppositionen synes at være parat til at indgå noget kompromis i striden om præsident Bashar al-Assads fremtid.

Den syriske udenrigsminister, Walid al-Moualem, sagde i weekenden, at hans regering ikke vil diskutere præsidentvalg og Assads afgang i Genève.

- Vi vil ikke tale med nogen, som ønsker at diskutere præsidentembedet. Bashar al-Assad er den røde linje og det syriske folks eje, sagde han.

Diplomater håber, at der ved forhandlingerne alligevel vil blive bygget videre på den skrøbelige og delvise våbenhvile, som trådte i kraft i slutningen af februar. De FN-ledede forhandlinger er den første seriøse, diplomatiske intervention i konflikten, siden russerne begyndte at bombe syriske oprørere i september.

Våbenhvilen, der er kommet i stand efter pres fra Rusland og USA, omfatter ikke Nusra-fronten og Islamisk Stat.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, siger, at USA har foreslået, at russiske luftangreb i Syrien fokuseres mod Islamisk Stat (IS) i Palmyra, og at Rusland samtidig støtter den amerikanskledede koalitions kamp for vinde kontrol over byen Raqqa, hvor den militante gruppe har sin hovedbase.

- Vi er parate til at koordinere vores operationer med amerikanerne, fordi Raqqa ligger i den østlige del af Syrien, hvor den amerikanske koalition opererer mest, siger Lavrov ifølge nyhedsbureauet Interfax i et tv-interview med Ren-TV.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.