FN's udsending bekræfter aftale om fred i Yemen
Udmeldingen kom få timer efter, regeringen indførte et udgangsforbud i dele af hovedstaden på grund af kampe


Der er indgået en aftale for at "løse den nuværende krise" i Yemen, oplyser FN's udsending Jamal Benomar, lørdag.

Det sker efter en uge med voldelige opgør mellem shiamuslimske oprørere og regeringsvenlige styrker.

Aftalen er indgået efter "intense konsultationer med alle politiske partier, inklusiv (oprørerne red.) Ansarullah", er Jamal Benomar citeret for at sige.

Udmeldingen kom få timer efter, at regeringen indførte et udgangsforbud i dele af hovedstaden på grund af kampene, der har efterladt snesevis af døde, mens oprørerne forlanger politisk forandring.

I maj mistede mindst 120 mennesker livet i det nordlige Yemen under kampe mellem regeringsstyrker og shiamuslimske houthi-oprørere.

Yemens regering har tidligere forgæves forsøgt at få en våbenhvile i stand med de shiamuslimske oprørere i den langvarige væbnede konflikt i den nordlige del af det arabiske land.

Regeringsvenlige styrker har kæmpet mod oprørerne, der gjorde deres indtog i Sanaa fra deres hovedkvarter i bjergene for flere uger siden.

Udtalelserne fra FN's udsending indeholder ikke yderligere informationer om den våbenhvile, der er indgået.

I årets første fire måneder dræbte amerikanske droner formentlig flere end 40 al-Qaeda-medlemmer, skrev internationale nyhedsbureauer i maj.

Osama bin Laden, grundlæggeren af al-Qaeda, der blev likvideret af USA for knapt tre år siden, havde sine rødder i Yemen, da hans far udvandrede til Saudi-Arabien fra landet.

Yemen, der er et af verdens fattigste lande, har været igennem en vanskelig politisk fase, siden veteran-præsidenten Ali Abdullah Saleh blev afsat i februar 2012 efter en folkelig opstand mod hans 33-år gamle styre.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.