FN's Sikkerhedsråd sætter gang i fredsplan for Syrien
Et sjældent enigt sikkerhedsråd bakker op om en plan for våbenhvile og fredsforhandlinger i syrisk borgerkrig.
USA's udenrigsminister, John Kerry, besøgte tidligere på ugen sin russiske kollega, Sergej Lavrov, i Moskva for blandt andet at tale om en fredsplan for Syrien.
USA's udenrigsminister, John Kerry, besøgte tidligere på ugen sin russiske kollega, Sergej Lavrov, i Moskva for blandt andet at tale om en fredsplan for Syrien. Foto: Mandel Ngan/AP


FN's Sikkerhedsråd har fredag aften i fuld enighed vedtaget en resolution, der indeholder køreplanen for en fredsproces efter fem års borgerkrig i Syrien, som har kostet over en kvart million mennesker livet.

Umiddelbart efter vedtagelsen står det dog klart, at sikkerhedsrådets 15 medlemmer trods den sjældne enighed om selve resolutionsteksten stadig er uenige om præsident Bashar al-Assads fremtidige rolle.

Resolutionen beder De Forenede Nationer om at stille sig i spidsen for en proces, der får den syriske regering og oppositionspartier til forhandlingsbordet i begyndelsen af januar med henblik på at indgå våbenhvile og få dannet en overgangsregering.

USA's udenrigsminister, John Kerry, siger, at resolutionen "sender et klart budskab til alle parter om, at tiden nu er inde til at sætte en stopper for myrderierne i Syrien".

Præsident Assads fremtidige rolle er ikke nævnt i resolutionen.

Teksten siger blandt andet, at "den eneste holdbare løsning på den aktuelle krise i Syrien går via en inkluderende og syriskledet proces, som opfylder det syriske folks retmæssige håb".

Men Kerry understreger også, at Assad efter USA's mening "har mistet evnen og al troværdighed i forhold til at kunne forene landet og levere den moralske troværdighed, der kræves for at regere det".

Den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, siger ligeledes efter vedtagelsen, at forsoning mellem syrerne er "uopnåelig", så længe Assad er ved magten.

- Det er nødvendigt, at der er sikkerhed for Bashar al-Assads afgang. Hvordan kan nogen samle landet, når han har massakreret så mange?, spørger Fabius.

Rusland er Assads stærkeste allierede på den internationale scene. Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, opfordrer ifølge nyhedsbureauet Tass de vestlige lande til at arbejde pragmatisk.

- Vi opfordrer alle modparter til at afstå fra at kaste sig ud i ideologisk retorik og til at holde igen med at puste til de farlige flammer i religionsstriden i det arbejde, der ligger foran os.

Lavrov tilføjer, at det vigtigste er, at bygge bro over terror og vold og få bragt konflikten på et spor i retning af en politisk løsning.

- Der er ikke noget alternativ til den tilgang, hvis vi virkelig prioriterer det syriske folks og den syriske stats interesser højere end politiske ambitioner.

John Kerry siger, at der "helt oplagt stadig er stor uenighed" om elementer af planen. Men han understreger samtidig, at fredsplanen kun vil virke og krigen blive bragt til ophør, "hvis processen bliver drevet, formet og besluttet af Syriens mænd og kvinder".

- Hvis der skal sættes en stopper for krigen, er det afgørende, at det syriske folk enes om et alternativ til deres regering, siger Kerry.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.