Set fra et internationalt ståsted vil Donald Trump udgøre en fare, hvis han bliver valgt til USA's præsident, siger FN's højkommissær for menneskerettigheder, Zeid Ra'ad al-Hussein.
Han mener, at nogle af Trumps udtalelser er "dybt bekymrende" - navnligt når det gælder anvendelse af tortur samt hans udtalelser om "sårbare mennesker".
- Hvis Donald Trump bliver valgt på baggrund af det, som han allerede har sagt, og hvis dette ikke ændrer sig, så vil han ud fra et internationalt udgangspunkt være farlig, siger Zeid, som er fra Jordan.
Ruslands ambassadør i USA har sagt, at Zeid ikke bør kritisere statsoverhoveder og regeringer. Men gjorde det på et efterfølgende pressemøde klart, at han ikke har tænkt sig at nedtone sin kritik mod, hvad han kalder "populister og demagoger".
Trump langede onsdag ud efter formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, og andre "illoyale" republikanere. Han svor, at han vil føre valgkamp på nøjagtigt den måde, som han ønsker det, nu da mange ledende republikanere har vendt ham ryggen.
- Jeg ønsker ikke hans støtte, jeg er ligeglad med hans støtte.
Med disse ord svarede Trump igen på kritik fra Paul Ryan, da denne sagde, at han ikke længere vil føre valgkamp for Trump frem mod valget 8. november.
I stedet vil Ryan fokusere på at bevare den republikanske kontrol med Kongressen, nu hvor meningsmålingerne i den grad hælder til demokraten Hillary Clintons side.
Donald Trump havde indtil for få dage siden officielt støtte fra Paul Ryan.
Men en optagelse, hvor Trump fortæller, hvordan han som kendt person kan gramse på kvinder efter behov, blev for meget for Ryan med flere.
/ritzau/Reuters