FN's flygtningechef: Flygtningekriserne eskalerer
FN: Flygtningekriserne tager til, og der er ikke tegn på et lederskab, som tager udfordringerne op.


Verden er ved at miste dens kapacitet til at forhindre væbnede konflikter, og manglen på "effektivt lederskab" har ført til den værste flygtningekrise siden Anden Verdenskrig, siger FN's flygtningechef.

Antonio Guterres, som er FN's højkommissær for flygtninge, siger under et besøg i den tyrkiske hovedstad, Ankara, at de to kriser i Irak og Syrien har ført til en alvorlig flygtningekrise, og at der ingen steder er tegn på et lederskab, som tager udfordringerne op.

- Megakriserne i Syrien og Irak og antallet af nye kriser og gamle kriser, som fortsætter og fortsætter, har ført til den værste flygtningekrise i verden siden Anden Verdenskrig, siger Guterres, som tirsdag talte ved et årligt møde for Tyrkiets ambassadører i udlandet.

- Over det seneste år er over 13 millioner mennesker blevet fordrevet fra deres hjem i Syrien og Irak, siger Guterres.

Han henviser endvidere til kriserne i Sydsudan, der spreder sig over grænsen til Tchad, ligesom krisen i Libyen fortsætter, mens en ny dyb krise er opstået i Ukraine.

- Hvad, der er blevet tydeligt gennem denne udvikling, er, at det internationale samfund har mistet evnen til at forhindre og løse konflikter, siger Guterres.

- Dette er en verden, hvor det i høj grad er uforudsigelighed og straffrihed for kriminelle handlinger, som præger spillet. Det er en verden uden effektiv ledelse. Det er en verden, hvor konflikterne bliver flere og flere, og hvor de gamle ikke løses. Det har selvfølgelig dramatiske følger ud fra et humanitær synspunkt.

Guterres sagde i juni, at antallet af mennesker, der er fordrevet fra deres hjem af konflikter og kriser, havde oversteget 50 millioner for første gang i efterkrigstiden.

Guterres roser Tyrkiet for dets generøse "åbne dør politik", hvor landet tager imod dem, som flygter fra præsident Bashar al-Assads regime og de militante i Islamisk Stat.

Tyrkiet huser i dag 1,7 millioner syriske flygtninge, hvoraf nogle er i lejre tæt på grænsen, mens mange flere er spredt ud over landet.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.