FN: Valg i Nigeria forløb stort set fredeligt
- Nigerias befolkning har udvist mod ved at strømme til stemmeurnerne, siger Ban Ki-moon på vegne af FN.
Ifølge FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, er det nigerianske valg forløbet stort set fredeligt.
Ifølge FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, er det nigerianske valg forløbet stort set fredeligt. Foto: Shizuo Kambayashi/AP


Mens en hektisk stemmeoptælling var i gang på valgstederne i Nigeria sent søndag, lykønskede FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, landets 173 millioner indbyggere med gennemførelsen af et stort set fredeligt valg.

Han fordømte samtidig den islamistiske oprørsgruppe Boko Haram for dens voldelige angreb og forstyrrelser af valget.

- Nigerias befolkning har udvist stort mod ved at strømme til stemmeurnerne, siger Ban Ki-moon på vegne af det internationale samfund.

Ekstremisterne i Boko Haram menes at stå bag en række angreb, der forstyrrede lørdagens valghandlinger.

Formodede medlemmer af den militante islamistiske gruppe halshuggede op mod 25 mennesker dagen før præsident- og parlamentsvalget, siger et parlamentsmedlem. På valgdagen dræbte gruppen omkring 15 mennesker.

Boko Harams leder, Abubakar Shekau, havde truet med at dræbe dem, der gik til stemmeurnerne.

Mens optællingen af stemmer var i fuld gang blev der fremsat flere beskyldninger om valgsvindel. Talsmænd for valgkommissionen siger, at påstandene er ved at blive undersøgt.

Lørdagens valg blev forlænget med en dag på grund af tekniske problemer med elektroniske valgmaskiner. Det var dog kun på 300 af landets i alt 150.000 valgsteder.

68,8 millioner vælgere kunne vælge mellem 14 præsidentkandidater.

Storfavoritterne ved valget er nuværende præsident Goodluck Jonathan og Muhammadu Buhari, som tidligere har stået i spidsen for et militærregime - han kalder sig nu demokrat.

De første foreløbige valgresultater ventes at foreligge sent søndag.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.