FN suspenderer en stor del af nødhjælpen til Syrien
Humanitære organisationer advarer om alvorlige konsekvenser for Syrien efter angreb på nødhjælpskolonne.
Nødhjælp ligger spredt rundt i ruiner, efter at fly angriber nødhjælpskolonne ved Aleppo. USA giver Syriens regering og Rusland skylden.
Nødhjælp ligger spredt rundt i ruiner, efter at fly angriber nødhjælpskolonne ved Aleppo. USA giver Syriens regering og Rusland skylden. Foto: Omar Haj Kadour/AFP


FN meddeler tirsdag, at alle landtransporter af nødhjælp til Syrien suspenderes, efter at en nødhjælpskolonne til byen Aleppo er blevet angrebet.

Et antal chauffører i lastbilerne var blandt de dræbte, da fly angreb kolonnen mandag.

Men den danske talsmand for FN's nødhjælpsoperation, Jens Lærke, understreger over for Ritzau, at det ikke er al nødhjælp til Syrien, der er suspenderet.

Der vil fortsat blive nedkastet nødhjælp fra fly.

USA giver Syriens regering og Rusland skylden for angrebet. Det fandt sted, selv om der var aftalt en våbenhvile mellem de krigsførende parter i Syrien.

- Som et øjeblikkeligt indgreb er øvrige kolonnebevægelser i Syrien blevet suspenderet for nu, mens vi afventer flere vurderinger af sikkerhedssituationen, sagde Jens Lærke lidt tidligere ifølge nyhedsbureauet AFP.

Præsidenten for Den Internationale Røde Kors Komite (ICRC), Peter Maurer, siger, at angrebet kan ramme det humanitære arbejde i Syrien alvorligt.

- Gårsdagens angreb var en åbenlys krænkelse af folkeretten, og det er uacceptabelt.

- At undlade at beskytte nødhjælpsarbejdere og de rammer, de arbejder inden for, kan give alvorligt bagslag for det humanitære arbejde i landet, konstaterer han ifølge Reuters.

Den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), forstår FN's valg om at sætte nødhjælpen på pause.

- Det er en tragedie, at den lidende befolkning i Syrien afskæres fra ‎at få de basale fornødenheder, de har så hårdt brug for. Men jeg forstår til fulde FN's beslutning efter angrebet på nødhjælpskonvojen, siger han i en skriftlig udtalelse.

Nødhjælpskolonnen havde ventet i cirka en uge på at kunne køre ind med nødhjælp fra den tyrkiske grænse til Aleppo. Den omfattede lastbiler fra FN, Røde Kors og Røde Halvmåne.

Nyhedsmedier melder trods våbenhvilen om tiltagende kampe i og omkring Aleppo tirsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.