FN: Stramning i familiesammenføring er på kanten
FN mener, at SR-regeringens stramning af reglerne for familiesammenføring er på kanten af international ret.
SR-regeringen er klar til at stramme reglerne for familiesammenføring. FN mener, det er på kant med international ret. Foto: Jens Dresling/POLFOTO.
SR-regeringen er klar til at stramme reglerne for familiesammenføring. FN mener, det er på kant med international ret. Foto: Jens Dresling/POLFOTO. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sagde i sin åbningstale tirsdag, at regeringen vil forsøge at dæmme op for tilgangen af flygtninge fra eksempelvis det uroplagede Syrien ved at forhindre asylansøgere i at få familiesammenføring det første år i Danmark.

Men en stramning fra regeringens side af reglerne for familiesammenføring er med FN's ord "på kanten af international ret", skriver DR Nyheder.

Kritikken kommer fra FN's flygtningehøjkommissariat, UNHCR, til regeringens forslag om ikke at give familiesammenføring det første år for visse flygtninge.

Ifølge Pia Prydtz Phiri, regional chef for UNHCR i Nordeuropa, mener man, at langt de fleste syriske flygtninge er under den internationale konvention, og går man ikke med det samme i gang med at give familiesammenføring, så er man på kanten af international ret.

Har man flygtningestatus, har man også rettigheder, blandt andet til familiesammenføringer. Og UNHCR opfordrer alle lande til proaktivt at give familiesammenføring så hurtigt som muligt for at undgå, at familier begiver sig ud på farlige flugtveje.

- Danmark skal fortsat tage sit internationale ansvar og anerkende dem, som kommer til Danmark som flygtninge og se til, at de så hurtigt som muligt kommer ind i det danske samfund. Det betyder også, at de så hurtigt som muligt kan blive familiesammenført, siger Pia Prydtz Phiri til DR Nyheder.

- Det er urealistisk at tro, at Danmark kan isolere sig fra, hvad der foregår globalt. Er der konflikter og katastrofer er det noget, vi alle må tage ansvar for, siger hun.

Ifølge DR Nyheder vil Pia Prydtz Phiri nu rette henvendelse til den danske regering.

- Jeg synes ikke, man kan være det bekendt. Danmark har ellers et utrolig godt rygte internationalt i forhold til at fremme menneskerettigheder og udvikling globalt, siger hun.

Den radikale leder, økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard, afviser FN's kritik.

- Det billede, der er af Danmark, er jo, at vi anerkender 98 procent af de flygtninge, der kommer hertil. Jeg mener bestemt, vi kan være det her bekendt, siger Morten Østergaard.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.