FN siger for første gang, at det spillede en rolle, da kolera kom til Haiti, og at verdensorganisationen må gøre "meget mere" for at hjælpe med at lindre lidelserne hos alle dem, der er berørt af sygdommen i landet.
Det anslås, at tallet af smittede er på over 800.000. Over 9000 er døde af den vandbårne sygdom.
Sygdommen blev udbredt i landet efter det voldsomme jordskælv i Haiti i oktober 2010. Tal i foråret viste, at der gennemsnitligt hver uge døde 37 af sygdommen.
Læger og forskere siger, at der er tilstrækkeligt med beviser på, at kolera blev spredt i Haiti via landet største flod, som i oktober 2010 blev forurenet af kloakvand fra en FN-lejr med fredsbevarende soldater.
FN har aldrig accepteret, at det har skylden for koleraepidemien, og man har reageret på sagsanlæg fra ofre ved at påberåbe sig diplomatisk immunitet.
Ofre for kolera og deres advokater har 90 dage til at beslutte, om de vil gå til den amerikanske højesteret, efter at en appeldomstol i New York torsdag opretholdt den diplomatiske immunitet for FN.
Men FN er ved at slå ind på en meget mere imødekommende linje. En FN-talsmand siger, at en hel ny serie af muligheder og nye betydningsfulde FN-handlinger bliver præsenteret for offentligheden inden for de kommende to måneder.
Farhan Haq, som er talsmand for FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, siger, at et panel har arbejdet med at kortlægge FN 's rolle i forbindelse med koleraepidemien.
Og at det står klart, at det var lokale virksomheder, der skulle hjælpe med at bygge FN-lejren, som ikke sørgede for ordentlige sanitære forhold.
Udmeldingerne fra FN bliver budt velkomme af advokater og menneskerettighedsgrupper.
- Dette er et afgørende nyt tiltag for at få skabt retfærdighed, siger Beatrice Lindstrom, som i Boston er advokat hos Instituttet for Retfærdighed og Demokrati i Haiti.
Haiti er et af de fattigste lande på den vestlige halvkugle, og kun 24 procent af dets indbyggere har adgang til et toilet. Kloakvand bliver sjældent renset, og rent drikkevand er svært at få fat på for mange. Store hjælpeprogrammer er sat i gang.
Men eksperter siger, at kolera ikke havde været dokumenteret i Haiti i næsten 100 år før skælvet, og at sygdomme nu vil fortsætte med at dræbe og inficeret haitianere, så længe de mangler rent vand og sanitet.
/ritzau/Reuters