FN: Over 4600 mennesker er dræbt i Ukraine
Konflikten i Ukraine har siden april kostet flere end 4600 mennesker livet, siger FN. 10.000 meldes såret.
Over 4600 mennesker er dræbt siden april i konflikten i det østlige Ukraine, siger FN. Her leger en ukrainsk soldat med en hund under en militærparade i byen Tjugujev, mens soldaterne venter på at få besøg af Ukraines præsident, Petro Porosjenko.
Over 4600 mennesker er dræbt siden april i konflikten i det østlige Ukraine, siger FN. Her leger en ukrainsk soldat med en hund under en militærparade i byen Tjugujev, mens soldaterne venter på at få besøg af Ukraines præsident, Petro Porosjenko. Foto: Markiv Mykhailo/AP


Den væbnede strid mellem Ukraines militær og prorussiske separatister i det østlige Ukraine har kostet mindst 4634 mennesker livet siden april.

Det vurderer FN.

Omkring 10.000 andre er blevet såret under kaphandlingerne.

Blandt de mange sårede er både soldater, prorussiske oprørere og civile.

Videre siger FN, at mindst 1,1 millioner mennesker er drevet på flugt af konflikten.

FN's Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender siger, at alene i de seneste tre uger er flere end 300 mennesker dræbt i konfliktområdet i den østlige del af den tidligere sovjetrepublik.

De mange tabstal står at læse i en rapport fra kontoret, der udsender den på et tidspunkt, hvor begge sider forsøger at implementere en våbenhvile.

Våbenhvilen begyndte tirsdag for en periode på 24 timer. Den er senere blevet forlænget af Ukraines regering.

Fredag sagde Petro Porosjenko, Ukraines præsident, at den så ud til fortsat at holde.

Andrij Lijsenko, en talsmand for det ukrainske sikkerhedsråd, siger lørdag, at der ikke er meldt om nye ofre i de seneste 24 timer, men at der har været skyderi enkelte steder.

Søndag mødes Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, og den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, i Rom i Italien for at drøfte en stribe af verdens problemer, herunder krisen i Ukraine.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.