FN-organ blåstempler Irans atomaktiviteter trods svipser
Kortvarigt havde Iran mere tungt vand, end aftalen tillader, men det blev hurtigt bragt i orden, siger IAEA.
Iran overholder atomaftale, konkluderer Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, i den første ordinære rapport efter atomaftalens ikrafttrædelse i januar.
Iran overholder atomaftale, konkluderer Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, i den første ordinære rapport efter atomaftalens ikrafttrædelse i januar. Foto: Hasan Jamali/AP


Trods en kortvarig overskridelse af et enkelt punkt har Iran efterlevet de forpligtelser, landet har indgået for en international atomaftale sidste sommer.

En rapport fra Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, blåstempler iranernes indsats. Det er den første ordinære statusrapport efter den aftale, der trådte i kraft i januar.

Meldingen kommer samme dag, som iranerne stemmer ved et præsidentvalg i landet.

Agenturet skriver i rapporten, at man er tilfreds efter at have "verificeret og overvåget Irans implementering" af aftalen.

Iran brød en del af aftalen, da landet kortvarigt havde lidt over de tilladte 130 ton tungt vand. Men 20 ton blev hurtigt fragtet ud af landet, hvormed aftalen igen blev respekteret.

Atomaftalen, der trådte i kraft 16. januar, indebærer blandt andet, at Iran skal skrue ned for aktiviteterne i atomprogrammet. Samtidig skal Iran tillade IAEA's inspektører adgang til alle atomanlæg.

Til gengæld skal internationale sanktioner mod landet løftes.

Aftalen er faldt på plads i forlængelse af årtiers sanktioner og diplomatisk krise mellem Iran og Vesten med USA i spidsen.

Frygten i USA har været, at Iran ville udvikle atomvåben. Aftalen skal sikre, at det ikke er muligt. I Kongressen i Washington sidder fortsat mange skeptikere, som ikke stoler på Iran.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.