FN og USA: Løslad Burkina Fasos præsident nu
Præsidenten i Burkina Faso er fanget i sit eget palads af landets præsidentgarde.
Det amerikanske udenrigsministerium opfordrer præsidentgarde til at løslade præsident og premierminister i Burkina Faso. Arkivfoto
Det amerikanske udenrigsministerium opfordrer præsidentgarde til at løslade præsident og premierminister i Burkina Faso. Arkivfoto Foto: Susan Walsh/AP


Løslad dem nu.

Det er budskabet fra blandt andet FN, FN's Sikkerhedsråd og USA, efter at præsidentgarden i Burkina Faso onsdag har tilbageholdt landets midlertidige præsident, premierministeren og flere højtstående ministre.

- Denne hændelse er en åbenlys overtrædelse af Burkina Fasos forfatning og aftalen om en overgangsregering, siger FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, i en pressemeddelelse.

Ifølge meddelelsen er Ban "forarget" over det, der er foregået i det afrikanske land.

Også USA opfordrer til med det samme at løslade de tilbageholdte.

- USA fordømmer stærkt ethvert forsøg på at tilegne sig magt via midler, der ikke er anerkendt af forfatningen, eller at forsøge at løse interne politiske uenigheder med magt, siger John Kirby, talsmand i det amerikanske udenrigsministerium, ifølge Reuters.

Det var sikkerhedsstyrker med forbindelse til ekspræsident Blaise Compaore, der onsdag stormede ind i et mødelokale i præsidentpaladset og tilbageholdt præsident Michel Kafando og premierminister Isaac Zida samt to andre ministre ifølge AFP.

Reuters skriver, at præsidentgarden gik i aktion to dage efter, at en kommission, som har arbejdet med at udvikle reformer for overgangsregeringen i Burkina Faso, foreslog at opløse præsidentgarden.

Denne elitestyrke er kendt som RSP og var en vigtig hjørnesten i præsident Compaores regime, inden han blev væltet i oktober i fjor af demonstrationer.

Han havde da haft magten i 27 år.

Hundredvis af demonstranter samledes onsdag foran præsidentpaladset, og soldater har affyret advarselsskud for at sprede demonstranterne, rapporterer Reuters.

Der er planlagt valg i Burkina Faso 11. oktober.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.