FN når frem med mad til krigsramt by i Yemen
En nødhjælpskonvoj er med forsinkelse nået frem til havnebyen Aden i Yemen med mad til 117.000 mennesker.
Børn i ruinerne efter et saudiskledet luftangreb mod Yemens hovedstad, Sanaa. Arkivfoto.
Børn i ruinerne efter et saudiskledet luftangreb mod Yemens hovedstad, Sanaa. Arkivfoto. Foto: Hani Mohammed/AP


En konvoj bestående af 40 lastbiler med mad, medicin og andre fornødenheder er tirsdag ankommet til Aden-provinsen i Yemen.

Konvojen har holdt stille ved et checkpoint i det krigshærgede land i dagevis.

Abeer Etefa, der er talskvinde for FN's Fødevareprogram, WFP, siger til Reuters, at 13 lastbiler ankom til Aden mandag, mens de sidste 27 nåede frem tirsdag.

I alt har de kørt 1285 ton mad ind i Aden, hvilket er nok til at brødføde 117.000 mennesker i en måned, siger Etefa.

FN håber også at kunne få en halv million liter brændstof ind i Aden med et tankskib, men problemer med sikkerheden gør, at det ikke kan lade sig gøre for skibet at sejle dertil på nuværende tidspunkt.

- Området omkring havnen har i de seneste 48 timer været en krigszone, siger talskvinden.

En humanitær våbenhvile trådte i kraft i Yemen natten til lørdag for at give hjælpeorganisationerne mulighed for at komme ind med hjælp til de tusindvis af mennesker, der er på flugt fra kampene i landet.

Våbenhvilen blev imidlertid brudt kun få timer efter, at den var trådt i kraft.

Konflikten i Yemen har kostet flere end 3000 mennesker livet, og en kvart million mennesker er tvunget på flugt fra deres hjem, vurderer FN.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.