FN mangler penge til klimakonferencen i Paris
Klimachef: Det er med beklagelse, at jeg må gøre opmærksom på, at vi har et underskud på 1,2 millioner euro.
Klimakonferencen i Paris er i problemer. Der mangler penge.
Klimakonferencen i Paris er i problemer. Der mangler penge. Foto: Colourbox/free


FN's klimachef, Christiana Figueres, siger ifølge AFP, at der ikke er penge nok i verdensorganisationen til værtskabet for den store klimakonference COP21 i Paris sidst på året, hvor det er planen at få en global aftale om reduktion af drivhusgasser på plads.

Der er mandag åbnet en ny runde klimaforhandlinger i Bonn i forbindelse med forberedelserne til klimakonferencen.

Her advarer Figueres i sin åbningstale til de delegerede om, at der ikke er penge nok til de længe forberedte slutforhandlinger i den franske hovedstad mellem den 30. november og 11. december.

- Det er med beklagelse, at jeg må gøre opmærksom på, at vi har et underskrud på 1,2 millioner euro (knap ni millioner kroner) i forhold til blot at betale for de sessioner, som I har i jeres kalender, siger hun og appellerer til alle parter om at bidrage.

På den med spænding imødesete konference er det planen at få indgået en historisk klimaaftale, som for første gang vil forpligte alle nationer til at reducere udslippet af drivhusgasser.

Det erklærede mål med Paris-aftalen, som skal råde bod på fiaskoen i København i 2009, er at få en aftale med juridisk bindende beslutninger, der skal holde jordens opvarmning under to grader fra 1850-niveauet.

Men ikke mange tror på en juridisk forpligtende aftale, og landenes frivillige mål for CO2-nedskæringer er ifølge videnskaben langt fra at kunne lægge låg på klodens hedetur ved de to grader. Snarere når termometret op på fire grader ekstra inden år 2100, vurderer mange forskere.

De rige lande har stillet ulandene en årlig klimafinansiering på 100 milliarder dollar i udsigt fra 2020, og den kan i sidste ende blive afgørende for, om der kommer en aftale i Paris.

Pengene skal bruges, så landene kan tilpasse sig hedebølger, storme, ekstremvejr og oversvømmelser, men der er i teksten ingen antydning af, hvor de skal komme fra.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.