FN: Krig har sendt 60 millioner på flugt
Verden over er rekordmange på flugt - 59,5 millioner mennesker. Det skyldes især krigen i Syrien.
Ved årsskiftet var 8,3 millioner flere mennesker på flugt end i 2013, hvor tallet var det højeste, siden man efter Anden Verdenskrig begyndte at registrere antallet af flygtninge.
Ved årsskiftet var 8,3 millioner flere mennesker på flugt end i 2013, hvor tallet var det højeste, siden man efter Anden Verdenskrig begyndte at registrere antallet af flygtninge. Foto: Thanassis Stavrakis/AP


Verdens krige, konflikter og vold fik antallet af flygtninge til at stige til et rekordstort antal sidste år.

Ved udgangen af 2014 var 59,5 millioner på flugt verden over, viser den årlige opgørelse af verdens flygtninge og fordrevne fra FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR.

Det betyder, at der ved årsskiftet var 8,3 millioner flere mennesker på flugt end i 2013, hvor tallet var det højeste, siden man efter Anden Verdenskrig begyndte at registrere antallet af flygtninge.

- Tingene er ved at komme ud af kontrol, simpelthen fordi verden ser ud til at være i krig, siger FN's Flygtningehøjkommissær, Antonio Guterres.

Han påpeger, at alene konflikterne i Syrien og Irak har sendt mere end 15 millioner mennesker på flugt fra deres hjem.

Men selv om det er de to konflikter, der er mest fokus på, er de langt fra de eneste. I løbet af de seneste fem år er 14 nye konflikter rundt om i verden brudt ud eller blusset op igen. Af dem finder mere end halvdelen sted i Afrika.

- Vi har ikke kapacitet eller ressourcer til alle ofre for konflikt. Vi er ikke længere i stand til at samle stumperne op, siger Guterres.

Trods bekymring over det stigende antal flygtninge i de europæiske lande og andre rige lande viser tallene fra UNHCR, at udviklingslande huser langt de fleste flygtninge.

Hele 86 procent af alle, der er flygtet fra krig eller forfølgelse i deres hjemlande, har søgt tilflugt i lande, der ikke kategoriseres som ilande.

- De nye tal er, som vi har frygtet, men desværre også forventet. Vi lever i en verden med mere og mere voldelige konflikter, og det tvinger desværre rigtig mange mennesker på flugt hver evig eneste dag, siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, i en pressemeddelelse.

- Det mest frygtelige er næsten, at det ikke ser ud til at stoppe, men at det snarere går i den forkerte retning, tilføjer han.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.