FN holder hastemøde om krise mellem Israel og Hizbollah
FN's Sikkerhedsråd drøfter eskaleringen i striden mellem Israel og Hizbollah. FN-soldat og to israelere dræbt.
Israelsk militærpatrulje ved grænsen mellem Israel og Libanon, hvor Hizbollah har dræbt to israelske soldater og såret syv under et missilangreb på et militærkøretøj. Nu drøfter FN's Sikkerhedsråd krisen.
Israelsk militærpatrulje ved grænsen mellem Israel og Libanon, hvor Hizbollah har dræbt to israelske soldater og såret syv under et missilangreb på et militærkøretøj. Nu drøfter FN's Sikkerhedsråd krisen. Foto: Ariel Schalit/AP


De 15 medlemmer af FN's Sikkerhedsråd drøfter onsdag aften på fransk foranledning krisen mellem Israel og Hizbollah.

Den mangeårige strid mellem Israel og den shiamuslimske milits i Libanon er atter brudt ud, efter at Hizbollah har beskudt israelske køretøjer i grænseområdet mellem Israel og Libanon.

Et køretøj er onsdag blevet ramt, og Israel melder om to dræbte soldater og syv sårede. Samtidig er en spansk FN-soldat i området dræbt.

Eskaleringen har skabt frygt for, at en større konflikt som den månedlange krig, parterne udkæmpede i 2006, kan bryde ud.

I forvejen er der rigeligt med blodsudgydelser i regionen, hvor den syriske borgerkrig raser, og hvor den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) kæmper for at bevare og udvide de områder, som IS har udråbt som et kalifat i Syrien og i Irak.

Sikkerhedsrådets møde i New York, der begyndte klokken 22, kom, efter at Israel havde erklæret, at Hizbollahs angreb vil blive besvaret.

I Tel Aviv mødtes Benjamin Netanyahu, den israelske premierminister, med sine sikkerhedschefer for at drøfte, hvad svaret skal være.

Ron Prosor, Israels FN-ambassadør, har i et brev til Sikkerhedsrådet fastslået, at Israel agter at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at forsvare sig selv mod Hizbollahs angreb.

- Israel vil ikke stå og se på, mens Hizbollah angriber israelere, skriver han i brevet, der også er stilet til FN's generalsekretær, Ban Ki-moon.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.