FN: Historisk våbenhvileaftale indgået i Myanmar
Regeringen i Myanmar har indgået våbenhvileaftaler med 16 etniske grupper efter årtier med konflikter.


Myanmars præsident underskrev tirsdag udkastet til en national våbenhvileaftale med bevæbnede oprørsgrupper, som FN kalder et "historisk og betydningsfuldt skridt" i bestræbelserne på at få bragt årtiers borgerkrig til afslutning.

Den reformvenlige leder Thein Sein har gjort en national våbenhvileaftale til en hjørnesten i sit program for at bringe landet ud af epoken med et militært styre.

- En afslutning på kampene er inden for rækkevidde, selv om uroen fortsætter i nordlige områder, siger Thein Sein, som ved en underskrivelsesceremoni i hovedstaden understregede, at befolkningen "ønsker og forventer fred."

Den overraskende ceremoni kom i stand efter et gennembrud i fredsforhandlinger mandag, hvor både oprørere, hæren og regeringen enedes om en rammeaftale for en våbenhvile.

Der er dog ikke fastsat nogen dato for en endelig underskrivelse af en våbenhvileaftale.

FN-diplomaten Vijay Nambiar, der har ageret som international observatør i processen, siger, at "det er historisk, at regeringen i Myanmar har indgået våbenhvileaftaler med 16 etniske grupper."

Myanmar var rystet af etniske uroligheder i årtier efter uafhængighed fra Storbritannien i 1948. Etniske grupper kæmpede for selvstyre, og forskellige konflikter fik næring af rivalisering om landets rige naturressourcer.

Thein Seins overvejende civile regering, som kom til magten i 2011 efter 49 år med militært styre, har presset på for at få en våbenhvile i stand inden landets næste valg i november.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.