FN-eksperter: Islamisk Stat begår folkedrab på minoriteter
Islamisk Stat har solgt kvinder som sexslaver på auktioner. 3200 yazidikvinder og børn holdes som fanger.


Den islamistiske bevægelse Islamisk Stat (IS) begår folkedrab på minoritetsgruppen yazidierne i Irak og Syrien, siger FN-eksperter i en ny rapport.

Et panel, som undersøger situationen i Syrien, fremlagde torsdag den første FN-rapport, der specifikt handler om Islamisk Stats overgreb mod yazidierne - en minoritetsgruppe, som lever i Irak og flere andre land i Mellemøsten, og som har deres egen religion.

- Dette folkedrab har foregået et stykke tid, og det foregår fortsat, siger Paulo Pinheiro, som leder FN's undersøgelseskommission for Syrien, COI.

I rapporten beskrives slavemarkeder, hvor yazidikvinder og piger bliver solgt til mænd fra IS.

I det seneste år skal Islamisk Stat have holdt slaveauktioner på internettet med billeder af kvinder og piger med yazidibaggrund, som sælges som sexslaver. Det antages, at omkring 3200 yazidikvinder og børn fortsat holdes som fanger.

Mange yazidier blev dræbt under massakrer begået af Islamisk stat i Irak i 2014, og mange drenge fra denne befolkningsgruppe er blevet indoktrineret til at føre krig for IS.

Undersøgelsesrapporten er udarbejdet på baggrund af interviews med folk, som har overlevet Islamisk Stats angreb og massakrer.

Det amerikanske Holocaust Mindemuseum har i en tidligere rapport, som blev overdraget til FN, dokumenteret, at Islamisk Stat begik folkedrab på Iraks mindretal af yazidier i den nordlige del af landet.

De stod også bag forbrydelser mod menneskeheden, etniske udrensninger og krigsforbrydelser mod andre minoriteter.

Forbrydelserne er begået mod kristne, yazidier, turkmenere, shabakker og flere andre befolkningsgrupper i juni og august 2014.

En ung pige, der blev bortført, da Islamisk Stat erobrede store områder i det nordlige Irak, har tidligere fortalt, at mange kvinder blev torteret og gjort til sexslaver.

- De torterede os. De her mænd er ikke mennesker. De tænker kun på død og på at dræbe. De tager stoffer konstant. De søger hævn på alt og alle, sagde den 18-årige Jinan til AFP.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.