FN efterlyser 100 milliarder mere i humanitær bistand
Verden er hærget af krige og katastrofer, og behovet for bistand er øget markant, vurderer FN.
Mogens Lykketoft opfordrer de rige lande til at vise medmenneskelighed og øge den humanitære bistand - det er også i vores egen interesse, mener han. (Arkivfoto)
Mogens Lykketoft opfordrer de rige lande til at vise medmenneskelighed og øge den humanitære bistand - det er også i vores egen interesse, mener han. (Arkivfoto) Foto: Folketinget/free


Krige og naturkatastrofer har sendt millioner i nød, og aldrig har der været større behov for humanitær bistand.

Det konkluderer en ny rapport fra FN, som blev præsenteret søndag i Dubai.

- Vi har at gøre med et øget antal meget voldelige konflikter, som udløser flygtningestrømme, og klimaforandringer melder sig som en mere væsentlig årsag til humanitære problemer, siger Mogens Lykketoft, formand for FN's Generalforsamling.

Han præsenterede sammen med FN's generalsekretær Ban Ki-moon rapporten, som skal danne grundlag for et humanitært topmøde i Istanbul i maj.

125 millioner mennesker lever i områder, der er hærget af krige eller naturkatastrofer, og 60 millioner mennesker er på flugt, det højeste tal siden Anden Verdenskrig.

Det skyldes blandt andet krige i Syrien og Yemen og forværrede konflikter i Afrika. På verdensplan er der brug for 15 milliarder amerikanske dollar, cirka 100 milliarder kroner, mere i humanitær bistand, konkluderer rapporten.

Men det er kun en lille del af de 78.000 milliarder dollar, som verdens bruttonationalprodukt udgør, påpeger Lykketoft.

- De rige lande kan sagtens finde pengene, hvis de prioriterer anderledes. Man kan dels efterspørge mere medmenneskelighed, siger han.

- Men det er også i den rige verdens egen interesse at stoppe konflikterne i tide, at hjælpe dem, der er i nød i konfliktzonerne, og at hjælpe i de omkringliggende lande, som tager at ekstraordinært stort antal flygtninge, siger Lykketoft.

Han fremhæver de store politiske problemer, som flygtningestrømmene fra særlig Syrien har skabt i Europa.

- Hvis vi ikke håndterer problemerne nu, vil vi stå overfor Pandoras æske. Folk vil dø af sult, nye generationer vil vokse op uden uddannelse, der vil være større risiko for spredning af radikale ideer og terror, siger han.

På verdensplan bliver der brugt 171 milliarder kroner på humanitær bistand om året på verdensplan.

På den seneste finanslov blev det vedtaget at beskære Danmarks udviklingsbistand med 2,9 milliarder kroner, så den ender på 14,8 milliarder, hvilket svarer til 0,71 procent af Danmark BNI.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.