FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, opfordrer lørdag flere lande til at øge indsatsen for at håndtere flygtningesituationen i Europa.
- Grækenland skal ikke stå selv med den her udfordring, lyder det fra Ban Ki-moon.
Udmeldingen kommer i Athen efter et møde med den græske premierminister Alexis Tsipras. Generalsekretæren er i disse dage på besøg i Grækenland.
Under besøget skal Ban Ki-moon også besøge den græske ø Lesbos, der sidste år var en del af ruten mod Europa for næsten en million.
FN-chefen understregede, at Grækenland har udvist "bemærkelsesværdig solidaritet og medfølelse" i sin håndtering af de hundredtusindvis af flygtninge, der kommer til landet.
Også set i lyset af Grækenlands egne problemer med landets økonomi.
- Nu må vi arbejde sammen for at beskytte folk og håndtere årsagen til, at så mange flygter. Jeg vil fortsat opfordre til den størst mulige fordeling af ansvaret i Europa og i hele resten af verden, lyder det fra Ban Ki-moon.
Omkring en million personer krydsede sidste år Det Ægæiske Hav fra Tyrkiet til de græske øer - ofte i overfyldte, oppustelige både. Hundredvis døde undervejs.
Myndighederne siger, at omkring 8400 flygtninge i øjeblikket befinder sig på de græske øer. Næsten alle har givet udtryk for, at søge om asyl i Grækenland.
Derudover er der omkring 48.000 flygtninge på det græske fastland. Der er de fanget, efter at en lang række grænser er lukket i balkanområdet.
Premierminister Alexis Tsipras siger, at Grækenland har båret en tung byrde og beder nu om hjælp hos øvrige lande til at håndtere situationen.
/ritzau/Reuters