FN-chef appelerer for dødsdømte narkosmuglere
Ban Ki-moon appellerer til Indonesien om at droppe henrettelser af fanger på dødsgangen.
Alt håb lader til at være ude for de to dødsdømte australiere Myuran Sukumaran (th) og Andrew Chan, der her ses stå foran deres celle i et fængsel på Bali. Billedet er fra august 2011.
Alt håb lader til at være ude for de to dødsdømte australiere Myuran Sukumaran (th) og Andrew Chan, der her ses stå foran deres celle i et fængsel på Bali. Billedet er fra august 2011. Foto: Firdia Lisnawati, File/AP


FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, går nu ind i sagen om to australske narkosmuglere, der sidder på dødsgangen i et fængsel i Indonesien.

Ban Ki-moon kontaktede torsdag Indonesiens udenrigsminister, Retno Marsudi, for at "udtrykke bekymring for den nylige genoptagelse af dødsstraf i Indonesien", siger en talsmand for FN-chefen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- FN er modstander af dødsstraf uanset omstændighederne. Generalsekretæren appellerer til myndighederne i Indonesien om, at henrettelsen af de tilbageværende fanger på dødsgangen for narkorelaterede lovovertrædelser ikke bliver gennemført, siger talsmand Stephane Dujarric.

Indonesiens statsanklager sagde tidligere denne måned, at de to australiere Myuran Sukumaran på 33 år og 31-årige Andrew Chan er blandt otte fanger, som snart skal henrettes, efter at landets præsident har afvist at benåde dem.

Sagen truer med at forværre de allerede skrøbelige relationer mellem Australien og Indonesien.

De to mænd var en del af den såkaldte Bali Nine - en gruppe på ni personer, der blev anholdt i lufthavnen på ferieøen i 2005 og dømt for forsøg på at smugle cirka otte kilo heroin.

Indonesien har en hård narkolovgivning, og talrige forsøg fra den australske regering og de to dødsdømtes familier på at få regeringen i Jakarta til at omstøde dødsdommene har været forgæves.

Torsdag sagde Australiens udenrigsminister, Julia Bishop, at der er gjort endnu et forsøg på at indgå en aftale med Indonesien for at redde de to mænds liv. Australien har også truet med at trække sin ambassadør fra Indonesien hjem, hvis dødsdommene bliver eksekveret.

Efter en pause på fem år begyndte Indonesien igen i 2013 at henrette dødsdømte.

Fem udlændinge fra Brasilien, Vietnam, Malawi, Holland og Nigeria var blandt seks personer, der blev henrettet i januar. Det var de første henrettelser, siden præsident Joko Widodo blev indsat i oktober.

I denne uge blev de to dødsdømte australiere flyttet til et andet fængsel. Det tolkes i australske medier som tegn på, at de dømtes dødsdag er rykket tættere på.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.