FN aftaler evakuering af IS-familier
Evakueringsplan for islamister og deres familier nær Damaskus. De skal til IS' base i Raqqa, siger organisation
Militante islamister fra Islamisk Stat marcherer gennem byen Raqqa i det nordlige Syrien.
Militante islamister fra Islamisk Stat marcherer gennem byen Raqqa i det nordlige Syrien. Foto: Uncredited/AP


Med FN som mægler er det lykkedes at aftale, at hundredvis af familier til militante fra Islamisk Stat og nogle sårede krigere skal kunne forlade oprørskontrollerede områder af det sydlige Damaskus.

Det oplyser lederen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, Rami Abdulraham.

Dermed kan IS i løbet af kort tid opgive at være til stede uden for Damaskus.

Abdulrahman oplyser, at der vil blive givet fri passage fra den palæstinensiske flygtningelejr Yarmouk i udkanten af den syriske hovedstad og Hajar al Aswad, der støder op til området.

Familierne til de militante islamister og nogle af IS' krigere vil over en periode på flere måneder blive ført til byen Raqqa i det nordlige Syrien, hvor IS har sin hovedbase.

Med evakueringen er der udsigt til, at IS' tilstedeværelse i nogle områder nær Damaskus ophører.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder er sædvanligvis velorienteret om krigens udvikling i landet. Organisationen baserer sine oplysninger på et netværk af informanter inde i Syrien.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.