FN advarer Nordkorea efter missilprovokationer
FN's Sikkerhedsråd varsler nye tiltag mod Nordkorea, efter at landet igen har affyret missiler.
FN's Sikkerhedsråd varsler nye tiltag over for Nordkorea. De internationale sanktioner blev senest strammet i marts. Her ses USA's FN-ambassadør, Samantha Power, stemme under mødet i marts.
FN's Sikkerhedsråd varsler nye tiltag over for Nordkorea. De internationale sanktioner blev senest strammet i marts. Her ses USA's FN-ambassadør, Samantha Power, stemme under mødet i marts. Foto: Seth Wenig/AP


FN's Sikkerhedsråd fordømmer Nordkoreas missilaffyringer og varsler "betydelige tiltag" mod det isolerede land.

Det fremgår af en fælles erklæring fra rådets 15 medlemmer, skriver AFP og Reuters.

At der er tale om en enstemmig udtalelse betyder, at Kina, Nordkoreas eneste allierede af betydning, også fordømmer testaffyringerne.

Siden Nordkoreas første atomtest i 2006 er landet fem gange blevet ramt af sanktioner fra FN.

Sikkerhedsrådets udtalelse kommer to dage efter den seneste nordkoreanske affyring af et ballistisk missil.

Tidligt onsdag morgen lokal tid blev et missil affyret fra en ubåd ud for den nordkoreanske østkyst. USA betegnede missiltesten som en "provokation".

Missilet nåede næsten 500 kilometer ud over Det Japanske Hav. Affyringen var en stor succes ifølge Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

- Han betegnede affyringen som den største succes og sejr. Han noterede sig med stolthed, at affyringen beviste, at Den Demokratiske Folkerepublik Nordkorea er blandt de førende militærmagter med atomvåben, skrev det statslige nyhedsbureau, KCNA.

I marts udvidede FN de internationale sanktioner som svar på Nordkoreas atomprøvesprængning 6. januar.

Sanktionerne er de hidtil hårdeste. De indebærer blandt andet et forbud mod at købe kul, jern og andre mineraler fra Nordkorea.

Siden Kim Jong-un efterfulgte sin far som leder i 2011, menes Nordkorea at have prøveaffyret flere end 30 ballistiske missiler. Deriblandt et mellemdistancemissil, der teoretisk kan flyve så langt, at USA's militærbase på øen Guam er inden for rækkevidde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.