FN: 500 mennesker har mistet livet i Yemen på to uger
Civile er de udsatte i kampene i Yemen, hvor Houthi-milits og saudiarabisk-ledet koalition kæmper.


Omkring 519 mennesker er blevet dræbt, mens knap 1700 personer meldes såret i Yemen i løbet af de seneste to ugers blodsudgydelser i landet.

Det oplyser FN, som samtidig advarer om de civile i Yemens skrøbelige skæbne.

FN's humanitære chef, Valerie Amos, siger torsdag, at hun er "ekstremt bekymret" for de civiles sikkerhed. Mange er fanget i voldsomme kampe, og FN-chefen opfordrer alle væbnede grupper om at beskytte yemenitterne.

- De, der deltager i kampene, må sørge for, at hospitaler, skoler, flygtningelejre og den civile infrastruktur, særligt i de beboede områder, ikke bliver ramt eller brugt til militære formål, siger Amos i en skriftlig udtalelse.

Volden i Yemen er eskaleret, efter at Saudi-Arabien i spidsen for en arabisk koalition indledte luftangreb mod Houthi-militsen 26. marts. Adskillige mål i Yemen er siden blevet ramt af bomber.

Nødhjælpsorganisationer har tidligere udtrykt bekymring over de mange dræbte civile i kølvandet på angrebene fra luften. Det skete særligt, efter at en flygtningelejr og et mejeri blev ramt.

Titusindvis er flygtet fra deres hjem, lyder det fra Amos.

Tidligere på ugen oplyste FN's børnefond, Unicef, at mindst 62 børn er blevet dræbt i løbet af den seneste uge i Yemen. Derudover er 30 blevet såret, mens flere børn bliver rekrutteret som børnesoldater.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.