FN: 400.000 mennesker er drevet på flugt i Aleppo
Rusland vil drøfte muligheder for at få fire humanitære korridorer op at stå ved den krigshærgede by Aleppo.
Kampe raser i den syriske by Aleppo, og det sender tusinder og atter tusinder af mennesker på flugt.
Kampe raser i den syriske by Aleppo, og det sender tusinder og atter tusinder af mennesker på flugt. Foto: George Ourfalian/AFP


I løbet af de seneste dage er 30.000 mennesker flygtet fra den østlige del af Aleppo og får nu hjælp i form af mad og basisvarer.

Det oplyser FN's særlige udsending for Syrien, Staffan de Mistura, ifølge Reuters torsdag.

Dermed er antallet af civile mennesker fordrevet i Aleppo oppe på 400.000, lyder det videre.

FN har mad til 150.000 mennesker klar i den vestlige del af byen, men kan fortsat ikke komme frem til de omkring 200.000 mennesker, der fortsat befinder sig i den belejrede, østlige zone.

Både Syrien og Rusland har afvist en anmodning fra FN om at stoppe kampene i en periode, så 400 syge og sårede mennesker kan få behandling.

Dog er Rusland parat til at drøfte, om der er mulighed for at få fire humanitære korridorer op at stå. Det fortæller Jan Egeland, som er Misturas rådgiver i humanitære anliggender.

- Rusland har meddelt, at man ønsker at sætte sig samme med vores folk i Aleppo for at diskutere, hvordan vi kan bruge de fire korridorer til at evakuere folk og få dem ud, siger Jan Egeland ifølge AFP.

Tiltaget skal tilsyneladende både sikre, at sårede mennesker kan komme ud, og at nødhjælp kan komme ind til de hundredtusindvis af civile syrere i det belejrede område.

Og krisen er akut, lyder det fra Egeland ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Der er formentlig ingen steder i verden, hvor folk er mindre beskyttede end mennesker i den østlige del af Aleppo, siger han på et pressemøde.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.