Flyver discount: Universitet er storforbruger af Ryanair
Mindst 431 gange i 2014 har Aarhus Universitet købt flyrejser med Ryanair.
Ryanair var i sommers i kamp med den danske fagbevægelse, der fik Arbejdsrettens ord for, at det var lovligt at iværksætte sympatikonflikter.
Ryanair var i sommers i kamp med den danske fagbevægelse, der fik Arbejdsrettens ord for, at det var lovligt at iværksætte sympatikonflikter. Foto: Scanpix


Personale fra Aarhus Universitet flyver i stor stil med Ryanair. Mindst 431 gange har universitetet købt flyrejser med det kontroversielle flyselskab i 2014. Det oplyser Finansministeriet, skriver Fagbladet 3F.

De mange flyrejser har Aarhus Universitet købt gennem rejsebureauet Carlson Wagonlit Travel (CWT), som er leverandør af flyrejser til staten. Til sammenligning har Københavns Universitet kun købt 12 billetter med Ryanair via denne aftale, mens Roskilde Universitet er helt nede på to og universiteterne i Aalborg og Odense slet ikke har købt billetter hos Ryanair via CWT.

Det møder hård kritik fra Karsten Hønge, beskæftigelsesordfører i SF:

- Universitetet er politisk tonedøv. En samfundsinstitution må lytte efter signaler fra det omgivende samfund. Det skal undgå en lille kortsigtet gevinst. Det er en problemstilling, de burde være i stand til at overskue, siger Karsten Hønge til Fagbladet 3F.

Ansatte i Aarhus Kommune må ikke længere kan flyve med Ryanair, også selvom kommunen ejer 58 procent af lufthavnen i Tirstrup.

Pressechef Anders Correll fra Aarhus Universitet oplyser, at universitetets totale indkøb af flybilletter i 2014 var på omkring 11.000.

- Set i det lys er købet af billetter hos Ryanair ikke imponerende, siger han.

At Aarhus Universitet køber mange flere flybilletter hos Ryanair end Københavns Universitet, forklarer pressechefen med, at selskabet har mange flere afgange fra de lokale lufthavne i Tirstrup og Billund end i hovedstaden. Endelig argumenterer Anders Correll med, at Aarhus Universitet slet ikke må vælge ud fra andre kriterier end pris:

- Vi er underlagt statens regler for valg af rejser. De siger klart, at vi skal vælge det selskab, som er bedst og billigst. Vi må og kan ikke vælge flyselskaber til eller fra ud fra politiske, sociale eller holdningsmæssige synspunkter, siger han.

På Københavns Universitet er der dog en noget anden opfattelse af, i hvilket omfang universitetet kan opstille etiske kriterier i sin indkøbspolitik:

- Vi benytter os gerne af sociale klausuler i vores indkøb, siger Peter Lintrup, indkøbschef på Københavns Universitet.

Når det kommer til flyrejser, har Københavns Universitet tilsluttet sig Statens og Kommunernes Indkøbs Service (SKI). Her er der en rammeaftale med en liste over bestemte flyselskaber, som man må benytte. For at komme med på listen skal man blandt andet opfylde en række etiske kriterier. Og Ryanair er ikke blandt SKI's udvalgte selskaber.

Læs hele Avisen.dk's dækning af Ryanair-sagen her.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.